Indkøb og strejftog

Det er sidste dag før hjemrejsen; hvor tiden dog flyver af sted. Vi er ved morgenbordet 8.15. Der sidder et nyt par, og de øvrige tre borde er allerede forladte. Endnu et nyt par (amerikansk) dukker op, mens vi spiser. Det er med sikkerhed usædvanligt at være her en hel uge som vi.

De sidste indkøb skal klares. Vi besøger et lille lokalt supermarked, som mest gør det i pakket brød og kager, og høsten bliver en pakke grissini og en lille ost.

Et flot kalligrafisæt med pen i Muranoglas til min søsters fødselsdag finder vi i en u(d)nyttebutik. Hos en ostehandler, der har lukket om eftermiddagen, og hvor man kan smage på varerne, køber vi parmesan (ca. 1 kg) og pecorino (ca. ½ kg). Rundt 27 €, og så er hans formiddag reddet.

Kat i butiksvindue

Ikke langt derfra har vi set tørrede porcini (svampe) til væsentlig lavere pris end mange andre steder. Han har også et pænt udvalg af grappa, og da jeg siger, at det er en gave til en ven, dykker han ned i udstillingsvinduet, hvor der ligger en kat og gasser sig, og fisker en særligt fin flaske frem.

Jeg synes dog, at prisen på mere end 20 € er for høj, og så kommer han i tanker om, at den nok ikke er regnet rigtigt om fra lire til euro. Efter at have konsulteret lommeregneren melder han ud med 14,90, og det er mere rimeligt.

Det er sikkert her, jeg får en 500 lire mønt i stedet for en 2-euro. Jeg kigger ikke så nøje på byttepengene, de to mønter ligner hinanden, og så fik han da reddet lidt af den ekstra fortjeneste alligevel.

Hovedpostkontorets gård

Vi går hjem med rovet og stuver osten i minibaren - så gør den da nytte. Dernæst spadserer vi til Rialto, over broen og ind på hovedpostkontoret. Dette palazzo tjente tidligere som sæde for tyske købmænd; så vidste venetianerne, hvor de havde dem.

Der er en firkantet gårdsplads med en gammel brønd, og også her hænger et gammelt 24-timers ur. Den indre gård tager overraskende meget plads op, men med anløbsplads direkte ud til Canal Grande har den sikkert været nyttig.

Vi bevæger os mod San Marco, og det vrimler med turister og u(d)nyttebutikker. I nærheden af Markuspladsen søger vi væk fra det værste fluepapir og går ind på en semi-lokal bar, hvor vi får kaffe og vand og hviler fødderne.

Her ryges åbenlyst og med servitricens accept. Rygning på barer er ulovligt, men det kan jo også være en konkurrenceparameter ikke at håndhæve reglerne. Min pibe forbliver nu i tasken.

Harry's Bar

Vi går ned til vandet, passerer forbi Markuspladsens mylder og finder Harry's Bar.

Dette sted er berømt, og jeg vil se hvorfor. Jeg bestiller to spritz, men den slags fører man ikke her, siger tjeneren i hvid stivet jakke, og vi får i stedet en cocktail-liste med drinks fra potente 10 € og opefter.

Jeg har ikke Hemingways tørst eller Aga Khans tegnebog og bestiller to ydmyge espressi, som vi indtager ved baren. På steder som dette skal man ikke sætte sig uden gedigen stødpude i baglommen.

Ind træder en A-merikaner med nydelig finke i slipstrømmen. Han er decideret usoigneret og bærer nusset T-shirt og snavsede jeans. Arme og ansigt er stritbehårede og har ikke set en vinkelsliber i flere dage.

Den stivede hvide jakkes attitude er reserveret, men A-merikaneren bralrer op, at han vil bestille bord til i aften. Maitre d', som ikke er i hvidt, tjekker sine papirer og låner A-merikanerens creditcard.

Reservationen går i orden, og A-merikaneren uddeler nådige skulderklap, siger "And you'll be here?" og giver så helt overflødigt sit værelsesnummer på et af byens bedste hoteller - "just in case". Et par shorts kommer ind fra gaden, men afvises diskret af en hvid jakke; lange benklæder er påkrævet.

Espressoen er nu udmærket, og prisen ved baren på 2 x 2,60 € er da billigere, end hvis man sætter sig på Piazza Navona i Rom, men den er ikke bedre end lokalbarens til 85 cent.

Spritz

Spritz, en plebejer drink man ikke serverer på Harry's Bar

Vi vaporett'er den til San Silvestro og får os en sandwich på den gode lokalbar, hvor airconditioneringen er næsten lige så god som på Harry's Bar, hvor kaffen koster 85 cent og hvor Hemingway garanteret aldrig har sat sine ben.

Vi mellemlander på hotellet, før vi finder en skyggefuld bænk på Campo San Polo. Her driver vi den så af, til vi går de 10 meter hen under cafeens parasoller og får to spritz, som man ikke serverer på Harry's.

Der kommer en del turister forbi på dette strøg. Nær os sidder en tysk familie: en dreng på 2-3 år, forældrene og et sæt svigerforældre. Under hele opholdet taler de ikke med hinanden, bortset fra et par ord fra far til knægt, og de ser dårligt nok på hinanden, men koncentrerer sig om at nedkøle luften i bordets lokalsfære. Hvor hyggeligt at besøge Venedig med familien!

Landskamp i fjendens lejr

THE FIDDLER's ELBOW, hvor landskampen mellem Danmark og Italien vises på storskærm, ligger på torvet 50 meter fra Ca' d'Oro - lige overfor Antonios' hus. Da vi er der lidt i fem, er stedet først ved at åbne, så vi går en lille tur i kvarteret.

Da vi kommer tilbage, sidder nogle stykker i rækker på havestole foran værtshuset, og vi er i stand til at få en plads i første parket lidt til højre for "storskærmen", som er et stort fjernsyn i værtshusets vindue.

En højttaler er rigget til over døren, og for at tage sollyset er der opstillet to store parasoller foran og over vinduet. Ved siden af os sidder et yngre dansk par.

Den lille plads fyldes med mennesker, og på de bageste rækker kan man umuligt se noget som helst. Værtshuset må have lånt havestole i hobetal. Mange synger med på den italienske nationalhymne, og der piftes bravt under den danske.

Kampen starter, og da danskerne har klar dominans på banen i første halvleg, er der kun sjældent anledning til italiensk begejstring, men ved de få italienske chancer i første halvleg eksploderer pladsen.

Tilskuere på torvet Storskærmen var et fjernsyn i vinduet
Klik for større billede

Jeg har rekognosceret toiletterne, og da det er den meget lavtskyllende skræve-type, hvor gulvet sejler, og hvor døren ikke kan låses, ja så får Helle sin Kilkenny til at vare hele kampen, som i øvrigt ender 0-0.

Da kampen er slut, rejser alle sig som på kommando. Ikke noget her med at se replay og highlights. Vi tager til San Silvestro og går ind på La Spada, hvor vi og myggene fik turistmenu forleden. Helle får en menu, som er god, mens jeg får en pizza med ansjos.

Nightcap og en hysterisk kvinde

Dagen rundes af med et glas Valpolicella på Vivaldi. Der er spisende gæster, men vi kan snildt stå ved baren, hvor der også sidder et meget anløbent midaldrende par med et par velvoksne grappaer.

Herren rabler en masse af på italiensk, og vi forstår ikke et kvidder, men ordene "Danimarca" og "danese" gentages hyppigt, så vi går ud fra, at han snakker om fodboldkampen.

Damen får hikket et eller andet frem om, at vi må være englændere, hvorpå vi dumt indrømmer vores sande nationalitet. "Danimarca! Danimarca! Danese!" hyler kvinden i vilden sky og brister i gråd og snot. Tak skæbne, hvad sker der nu?

Tjeneren be'r dem dæmpe sig, og tyren går sin vej. Jeg foretager et strategisk tilbagetog fra kvindens jammer og går ud for at ryge, men inden længe kommer hun samme vej fulgt til dørs af tjeneren.

Så røg freden igen! Mens kvindemennesket vræler, fortæller hun på et drukkent kaudervælsk af dansk, engelsk og italiensk, at hun har boet her i 34 år, og med jævne mellemrum hyler hun "Danimarca!".

Hvor hun boede tidligere, forlyder der ikke noget om, men så meget forstår jeg da, at moderen var dansk, og så kan man jo gætte. Endelig dingler hun af. Godt at gyderne er så smalle.

Efter at have set, hvad grappa kan gøre ved folk, må vi simpelthen smage. Jeg rådfører mig med tjeneren, og han fortæller, at jeg kan vælge mellem tør og sød. Det er nemt: vi får en af hver.

Det er nogle ordentlige gewesener, og de er meget stærke - især den tørre er kras. Det er bestemt ingen altervin; ét glas er mere end rigeligt, og vi går hjem, før vi begynder at hyle "Danimarca!".

Hjemrejse tirsdag den 15. juni

Check out er senest 10.30. Vi får morgenmad, pakker og siger pænt farvel. Bussen kører fra stationen 10.40, og vi er i lufthavnen lidt over 11 og kan bare vente, til check in skrankens nummer kommer på lystavlen. Det sker 12.20, og vi er blandt de første i køen.

I business-køen står en pige i sort lak og læder med masser af nitter, ringe og metal-tangel; hun må enten strippe eller op på båndet til gennemlysning for at klare sikkerhedskontrollen!

På øverste etage er der minsandten et rygerområde, og alene forekomsten gør et besøg tvingende nødvendigt. På engelsk bekendtgør skilte, at det ikke er tilladt at ryge udenfor dette område, mens den italienske tekst fortæller, at det er alvorligt forbudt - ikke bare forbudt.

Vi finder gaten og sætter os i venteposition. Nu er ferien forbi.