Sejltur i bugten ud for Tolo

Fredag den 20. oktober 2023

Dagens program var oprindelig en togtur med bjergbane, men skinnerne er beskadiget, så i stedet flyttes sejlturen i bugten til i dag. Der er afgang kl. 15.

Efter morgenmaden spadserer vi en tur til centrum og går så hjem. Der er varmt på værelset med solen lige på, så vi sætter os ned i lobbyen. Nogle fra rejseselskabet bader lige ud for hotellet og har det herligt.

Lidt i 12 går vi op på værelset, hvor der endnu ikke er gjort rent - øv! Hun kommer dog ved 13:30-tiden og er mægtig sød.

Sejltur Tolo
Klik for større foto

Vejret er perfekt til sejltur: Høj sol og næsten ingen vind. Den tre mand store besætning er nogle muntre fyre i 50'erne, som deler ud af vin og snacks.

Turen går lidt på kryds og tværs i bugten og rundt om øerne. På en af de ubeboede øer er der en bugt, hvor vi lægger til. Bugten er afskærmet af bevoksede klipper, og der ligger et par lystbåde for anker. Et smukt sted.

De fleste af os tager trappen/stien op til en kirke på toppen. Det er en rigtig varm tur, men udsigten belønner anstrengelsen. Undervejs ser vi gule blomster, som ligner krokus på en prik.

Landgang Skjult bugt Modlys
Klik for større billede

Vi går også i land på "kirkeøen", som ligger lige ud for Tolo, og som er lyssat om aftenen. Også her er der en (aflåst) kirke på toppen, men denne gang afstår jeg fra at klatre.

Alt i alt tager sejlturen ca. 3 timer, og man kunne uden oplevelsestab have kappet den sidste halve time, hvor vi forgæves spejder efter skildpadder.

Rejselederen har arrangeret aftensmad på en taverne nær havnen, for dem der vil, men vi afstår - det er langt at spadsere hjem til hotellet, og vi trænger til at være alene. I går udså vi os en taverne, som ligger omkring 25 meter fra hotellet, og den afstand er absolut at foretrække.

Kikset taverne

Vi slapper af på værelset og går så hen på caféen, hvor vi fik kaffe forleden. En stor hund af (for os) ukendt race byder velkommen med en afskrækkende gøen, men vovsen er dog ganske vennesæl. Der er også en lille, sort kat, som er meget venlig. Vi får en ouzo med is og går så over gaden til den udvalgte taverne, Tiganaki.

Bordene står på en slags terrasse, der er afskærmet fra havet med glaspartier. Den er dog ikke helt aflukket, så det trækker og er småkoldt. Vi deler en udmærket taramosalata (rognsalat) til brødet. Til hovedret får Helle sprutte med makaronistumper i tomatsovs. Det er OK, siger hun.

Jeg får svinekøds-souvlaki (grillspyd). Kødet er tørstegt, fritterne er slatne, oliedrukne og halvkolde, og så er der en portion løse ris, som føler sig ensom i fraværet af andet tilbehør.

Inklusive vin og vand bonnes vi for 38 euro. Vi vender ikke tilbage.