Med bjergbane fra Diakopto til Kalavryta

Mandag den 23. oktober 2023

Dagens program er en tur med bjergbane fra Diakopto til Kalavryta, hvor vi spiser frokost, inden turen går videre til klostret Megalo Spilaio.

Bussen kører kl. 09, og vi kører først til en rasteplads ved Korinthkanalen, hvor vi holder tisse-/kaffepause, og lokalguiden Georgio stiger på.

Da vi forlod hotellet, var det endnu uklart, om bjergbanens spor er blevet repareret, men undervejs får rejselederen besked om, at toget kører, så dagen er reddet.

Georgio er en trind græker i 60'erne. Han er for nylig blevet opereret i foden og støtter sig derfor til en krykke. Han taler glimrende engelsk, langsomt og tydeligt så alle kan være med.

Han fortæller om løst og fast, bl.a. om Korinths historie, mens vi kører til Diakopto i det nordlige Peloponnes.

Det er en lang tur. På højre side har vi den Korinthiske Golf med feriehuse langs kysten, og på venstre side har vi bjerge, der bliver højere og vildere, jo længere vi kommer mod nord.

Diakopto og bjergbanen

Vi bliver sat af ved stationen i Diakopto ca. 11:45, og toget til Kalavryta afgår 12:17. Det specielle ved dette tog er, at det er en tandhjulsbane, fordi der er stigninger på op mod 12 %. Banen går langs en flod gennem vilde bjerge og slugter. Der er 22 km til stationen i Kalavryta, og turen tager lige godt en time.

Tandhjulslokomotiv En station i bjergene
Klik for større foto

Toget er smalt, og sæderne er ikke dimensionerede til bredbagede danskere, men udsigten er betagende.

Kalavryta

Kalavryta er en køn, lille by, som er kendt for massakren i 1943, hvor tyske tropper dræbte næsten alle mænd i byen samt en del kvinder og børn.

Helle og jeg ville godt have haft lidt mere tid til at gå på opdagelse, men der er kun en time og et kvarter, og vi skal nå at spise. Da vi passerer et restaurantskilt med "baby goat", hopper vi af og sætter os ved et bord i skyggen af et træ.

Geden er rigtig god. Min har slatne, oliedrukne frites til, så vi deler Helles glimrende kartofler og artiskokker. Kaffe sælger de af en eller anden grund ikke, men det kan vi få lidt længere nede af gaden, og så er tiden gået - vi skal videre.

Mindesmærke og kloster

Først går turen til mindesmærket for ofrene i 1943, og den fortsætter derfra til et kloster, Megalo Spilaio. Klostre og røgelse tiltrækker mig ikke, så jeg nyder det gode vejr og en pibe tobak, mens selskabets flertal aflægger de vredladne munke en lynvisit.

Mindesmærke Klosterudsigt
Klik for større foto

Det med vredladne munke er ikke noget, jeg finder på, det fortælles af andre fra rejseselskabet.

Fra klostret går turen mod Korinth. Georgio svarer på spørgsmål, og han har en leksikalsk viden om græske forhold, hvad enten det drejer sig om fx boligmasse, pensioner eller økonomien i dieselbiler sammenlignet med elbiler.

Georgio sættes af på en rasteplads ved Korinthkanalen, og efter en pause kører vi hjem til Tolo. Det har været en lang tur, op mod 400 kørte kilometer, men turen var fin og bliver bedre, når de næste år dropper klosterbesøget til fordel for mere tid i Kalavryta.

Der er fælles aftensmad på hotellet, og snakken går livligt.