Det er dybt uretfærdigt, at man bliver forkølet fredag eftermiddag før weekenden. Erfaringen siger, at jeg overlever, men den kan tage fejl.
Jeg skal spare dig for en beskrivelse af symptomerne. De er velkendte og voldsomme, og jeg gør mit bedste for ikke at dehydrere i køkkenrullen.
Og for at det ikke skal være løgn, er vi begge ramt. Simultanforkølelse. Ingen til at pusle og trøste. Og så i en weekend, hvor vi sammen skulle nyde ugens otium. Det er dybt uretfærdigt, og man kan ikke engang give regeringen skylden.
En febril kraftanstrengelse har fået mig til tasterne. Ikke for at angle efter medlidenhed, den har jeg selv så rigeligt af, men erfaringen kan jo tage fejl, og så skal du vide, at det var pænt af dig at komme forbi.
Sørg ikke. Jeg har haft et godt liv, selvom det er lidt patetisk, hvis jeg skal drage mit sidste suk i en køkkenrulle.