Under ferien på Ischia i Italien blev jeg klippet – eller skulptureret – og det var en speciel oplevelse.
Jeg arbejder med rejsebeskrivelsen fra Napoli og Ischia, men det tager en pokkers tid at fikse billeder, opsætning og det løse, så mens vi venter, er her en luns til løverne – om da jeg blev klippet på Ischia:
Jeg trænger til at blive klippet. Håret er blevet halvlangt og uregerligt, og det er for varmt i dette klima, så ved firetiden går jeg ned til herrefrisøren i Via Roma. Seks mænd sidder og venter, og jeg gør mine til også at sætte mig i venteposition.
“Prego”, siger den ene frisør. Det kan ikke være mig, han taler til, men så lyder der et mere insisterende “Prego!” og med en armbevægelse anviser han mig plads i frisørstolen.
Jeg er lidt forvirret, for hvor jeg kommer fra, venter man på sin tur, men der er jo ikke noget at tage fejl af, så jeg tager plads og mumler noget om, at det er 5 – 6 uger siden sidst. Det synes ikke at interessere ham det mindste. Han spørger slet ikke, hvordan jeg vil klippes, men går bare i gang. Han er slet ikke i tvivl om, hvordan den frisure skal skæres.
Et fjernsyn med en ophidset speaker kører i baggrunden, og det går op for mig, at de andre mænd slet ikke venter på at blive klippet, nej de ser cykelløb med Lan-Se Armstrrrong og Ivan Basso. Har konerne mon smidt dem ud?
Jeg har taget brillerne af og kan derfor ikke følge frisørens arbejde visuelt, men jeg kan mærke, at han gør meget ud af at lave en skilning i venstre side. Den plejer ellers først at komme, når håret bliver langt og nødvendigvis må redes til siden.
Til slut tager han fat med en rund børste og en hårtørrer. Han trækker og former med børsten og puster fylde med varm luft. Hans koncentration afslører, at dette er det kreative højdepunkt.
Da jeg igen får brillerne på, ser jeg, at jeg ikke længere har modvindsmanke. Nej, jeg har fået en skulptur, og skilningen er så skarp, som var den trukket med en sabel. Jeg betaler 12 euro og forlader salonen og cykelløbet, som efter speakerens ophidselse at dømme nærmer sig mållinien.
På vej mod supermarkedet føler jeg mig nøgen og ikke helt mig selv, men da ingen vender sig om for at kigge en ekstra gang, bliver jeg mere rolig.
Da jeg kommer hjem, forsikrer Helle, at skulpturen er nydelig. Der er intet som en loyal livsledsager!
Relateret:
Pingback: Klipning i Siracusa