Denne vinters snefald har overbevist mig om, at jeg var sindssyg i købsøjeblikket, da jeg købte en hjørnegrund.
Læserne bedes undskylde endnu et indlæg om sne og snerydning, men af terapeutiske årsager skal det skovles ud, før jeg udvikler postafrømmet snesyndrom.
Kl. 5:30 var vi oppe for at rydde fortovet endnu en gang. Helle tog første etape, mens jeg holdt bønnemøde med espressomaskinen. Efter denne kickstart var jeg klar til anden etape.
Vejrudsigten gav cyklen en dag på stald, og jeg spadserede på arbejde kl. 6:58. Turen overbeviste mig om, at flertallet af danske villaejere er blevet sneblinde og derfor ude af stand til at klare deres rydningspligt.
Næsten ingen havde opdaget den ankeldybe sne. Sikkert fordi deres fortove er så korte. Nogle af de sneblindes baghjul havde dog følt sig frem til, at indkørslen skulle ryddes, hvis bilen skulle ud. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var sikrest at spadsere på kørebanen.
Jeg kan ikke lade være at tænke på, at mange af de sneblinde må høre til de mange, som støtter lømmelpakken og Ordnung muss sein!
Nå, men man tager ikke skade af at spadsere, og det var rigtig godt at afspadsere, da en kollega tilbød en lift kl. 13:30, før vejene lukkede til. Vi listede af som klimaflygtninge i ly af snefoget. Jeg kom hjem og skovlede ny sne i en time.
Hvorfor købte jeg dog en hjørnegrund? Det må have været sindssyge i købsøjeblikket; men handlen kan næppe gå tilbage nu. Det er snart 19 år siden, og der er sikkert en forældelsesfrist.