Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Som du plejer?

For godt 10 år siden blev jeg kunde ved frisøren fra Irak, men så fandt jeg en anden for at reducere ventetiden. I dag vendte jeg tilbage.

FrisørskiltJeg tror, det er omkring 10 år siden, jeg første gang blev klippet af frisøren fra Irak, men det kan sagtens være mere.

Han tog 100 kr. for en herreklipning, og det syntes jeg var rimeligt for en klipning uden dikkedarer. Hvorfor tage til centrum og betale det tredobbelte eller mere, når frisøren fra Irak havde salon lige i nabolaget?

Efter ganske få klipninger spurgte han, når jeg satte mig i stolen: ”Som du plejer?”

Jeg nikkede og var tilfreds med resultatet. Når jeg gik, sagde jeg ”Farvel”, og han svarede med sin lidt syngende accent: ”Ha’ en goe dag!”

Sønnen tager over

I starten var senior alene om saksen, men så kom der flere kunder, og sønnen begyndte at hjælpe til. I 2015 (vistnok) blev senior syg, og sønnen tog over.

Nu var der travlt fra morgen til aften, og der var mindst to til at klippe, som regel tre. Måske fungerede det lidt som starthjælp for unge landsmænd, der var en vis udskiftning, men klippe, det kunne de.

Hvis det ikke var sønnen, der klippede mig, instruerede han på arabisk, så det blev, som jeg ville have det.

De var ikke flygtet for at ligge på sofaen; de knoklede 6 dage om ugen.

Læs resten

1. april 2019

Det er en rigtig dårlig dag at blogge, for uanset hvad man skriver, tror folk, at det er en aprilsnar.

Selv hvis man bedyrer, at det er den skinbarlige sandhed, gnaver tvivlen som en pæleorm.

Hvem vil fx tro på, at jeg i dag har beskåret buske og planter og fyldt tre affaldssække og en container med haveaffald?

Så medmindre man vil bekræfte folks fordomme (så tror de på alt), er det ikke dagen at bringe falske nyheder.

Og det er egentlig sjovt, at på dagen, hvor falske nyheder er acceptable, vil kun få tro dem, mens mange på andre dage sluger den slags råt uden at bide i sandhedsværdien.

Det kræver selvfølgelig, at folk kender kalenderen. Fx tror Trump, at det er 1. april hver dag.

Nå, jeg må ud at løbe en tur.

/Eric

Et Dukkehjem og kinamad

Henrik Ibsens “Et dukkehjem” indgik i gymnasiets kulturelle tugt, og i går så vi stykket på Aalborg Teater – dog flyttet 140 år frem i tid.

Betty Hennings som Nora i 1879

Betty Hennings som Nora i 1879

Da “Et Dukkehjem” havde premiere på Det Kongelige i 1879, vakte det vild opstandelse i datidens patriarkalske samfund, fordi det ender med, at Nora går fra mand og børn.

Det var så kontroversielt, at der fra Tyskland kom krav om, at stykket fik en anden slutning, hvor Nora blev i sit hjem. Kvinderne skulle kende deres plads og ikke få fikse ideer.

Kender du ikke handlingen, er der en kort beskrivelse på Wikipedia.

Nu er der jo løbet meget vand i kønsdebatten de sidste 140 år, og Aalborg Teater har dygtigt puttet forestillingen i en tidsmaskine og sendt den frem til nutiden.

Der er mobiltelefoner og e-mails, Nora er ikke ”bare” hustru og mor, men også blogger og influencer (dette herlige nye ord).

Som ægte overklasseløg med velsmurt tilværelse har parret også en asiatisk au pair, med hvem de taler engelsk.

Handlingen er Ibsens oprindelige, men dialog m.v. er ført op til nutiden. At Nora går til slut kan umuligt være så kontroversielt som i 1879, men det er ikke uden punch.

Jeg vil ikke gå i detaljer, det fører for vidt, men selvom jeg kendte handlingen i forvejen, var stykket medrivende og stadig aktuelt, hvilket vidner om originalens substans.

Jeg var lidt loren før forestillingen, fordi jeg huskede, hvordan dukkehjemmet kedede mig i gymnasiet, men helt uden grund. Ikke kun fordi jeg er blevet ældre, men især fordi det er noget ganske andet at se et skuespil opført end at læse det.

Forviklinger

Vi har Ibsens samlede værker stående. Jeg købte dem antikvarisk (for en slik) for mange år siden, man er vel lidt af en samler.

Ibsens samlede

Jeg tilstår, at jeg ikke har ofret de samlede megen opmærksomhed, men digtene har jeg læst, og hvis nogen tror, at Ibsen kun var alvorstung Terje Vigen, kan de jo læse ”Forviklinger”.

Dette bittersøde digt starter som følger og får mig altid til at smile:

Der stod i en have et æbletræ;
det var dryssende fuldt af blomster-sné.

Der vimsed i haven en liden bi;
en æbleblomst han forelsked sig i.

Så misted de begge sin hjertero.
Men så forloved de sig, de to.

Læs resten