Hvor længe skal man egentlig gøre noget anderledes, før det bliver til noget, man plejer at gøre?
Skilt ved busstoppested smurt ind i barberskum og toiletpapir
Jeg spadserer en formiddagstur den 1. januar. Himlen er grå, der er vindstille. Det har ikke regnet, men jorden er våd. Det må være disen.
Gader og fortove flyder med brugt fyrværkeri, som de plejer efter nytårsaften. På hækkene hænger guirlander af toiletpapir, der er barberskum på skilte og forhaveplanter.
Der er næsten ingen trafik. Jeg møder nogle få hundeluftere, men kun hundene viser entusiasme.
Vi fejrede nytårsaften alene to, som vi plejer. Engang var dagen til fest og ballade, men det har ikke været plejer i mange år. Hovedretten denne nytårsaften var oksefilet, og for min skyld kunne en rød Barolo godt blive til plejer.
Katten fejrede ikke nytåret. Han gemte sig under kældertrappen, som han plejer, når krigen bryder ud. End ikke oksefilet kunne lokke.
Det meste er, som det plejer at være, men pga. pandemien er der undtagelser. ”Hvornår bliver tingene mon normale?” spørger folk igen og igen.
