Da jeg gik i folkeskole, var der ikke morgensamling med bøn og trillen tommelfingre. En af de faste vikarer var imidlertid en gammel gimpe, som alle kaldte “Fadervor”, fordi hun indledte hver time med salvelsesfuld bøn.

Hun var uduelig som lærer, og timerne endte altid i anarki.

Jeg er ret sikker på, at skolen kun ringede efter hende, når alt håb var ude. Hendes uduelighed skyldtes næppe hendes hellighed, men i mit barnesind hang tingene sammen.

“Fadervor” er for længst død, og jeg bærer ikke nag. Hvorfor skulle jeg det? I hendes timer havde vi det i det mindste sjovt med tagfat mellem bordene, slagsmål og stinkbomber. Det eneste, hun krævede, var andagt, når hun bad fadervor.

Indtil for nylig gik jeg så og troede, at folkeskolen var bønneløs, men nu viser det sig, at fadervor går igen.

Kristeligt Dagblad (KD) skriver, at der stadig bedes fadervor på 15 af 1800 folkeskoler. En skoleleder for en af disse bastioner udtrykker det sikkert meget præcist, når han siger til journalisten fra KD:

“Lad nu være at bruge for meget energi på det. Hvis vi skal til at argumentere for at bede fadervor i folkeskolen, er jeg bange for, at det bliver fjernet.”

Før vi får set os om, er der sikkert en gruppe på Facebook, som vil samle 10.000 for, at vor herre bevares uden begrundelse.

P.S. den 17. januar 2009:

Min afsluttende spådom var langt over sidste salgsdag. Allerede da jeg skrev ovenstående, fandtes der indtil flere Facebook-grupper, som går ind for fadervor i folkeskolen.

/Eric