Hamm er en hverdagsby, men det er også godt at opleve den slags steder, hvor man aldrig ville komme, hvis man ikke lige havde et ærinde.

Når man er til konference eller lignende, er det tit sådan, at man ikke ser en pind af det omgivende samfund. Man ankommer og rejser hjem som en yo-yo.

Men fordi mit morgenfly blev aflyst, og jeg missede fabriksbesøget i Beckum, har jeg pludselig tid på egen hånd i Hamm. Lysten er stor til bare at smide mig på hotelsengen, men jeg tvinger mig selv til at gå en tur, mens der endnu er dagslys, og jeg har chancen for at se lidt af byen.

Hamm i Nordrhein-Westfalen er en gammel kulmine- og industriby og har ikke meget at vise frem trods sine ca. 180.000 indbyggere. Der er et hindutempel og nogle slotte, har jeg læst, men ikke inden for gåafstand.

I centrum er der strenge kirker og en lang gågade med butikker. Julepynten er dukket op, men er endnu ikke anmassende. Der er næsten søndagssøvnigt og kun få mennesker på gaden.

Arkitektonisk er der ikke meget, der springer i øjnene. De fleste huse synes anonyme og jævnaldrende og lokker ikke mit kamera op af lommen.

I den forstand minder Hamm om andre byer i Ruhr-distriktet, jeg har besøgt. Hist og her står nogle kønne gamle huse, men i Tysklands industrielle hjerte var der nok ikke meget, som stod oprejst efter verdenskrigen, og det præger bybilledet. At jeg ikke formår at fange denne hverdagsgrå anonymitet med linsen vidner blot om, at jeg er en dårlig fotograf.

Nej, det er ikke fra Rådhuspladsen

Selvom vi skriver den 9. november, er der borde og stole uden for caféerne. Klimaet her er mildere end hjemme. Jeg falder ind på en lille café og får et par kopper espresso med venlig betjening, før jeg trisser tilbage til hotellet.

Enhver by har vel sin charme og personlighed, men på min korte tur lykkes det mig ikke at indfange Hamms. Hamm er en slags hverdagsby, men det er også godt at opleve den slags steder, hvor man aldrig ville komme, hvis man ikke lige havde et ærinde.

Relateret: Englene fra Paderborn