Hvad får embedsmænd til at praktisere ulovligheder i årevis, når de godt ved, at den er gal? Urimeligt pres, politisk følgagtighed eller hvad?
Side 2 i mit pas
Som alle nok ved, har integrationsministeriet i årevis givet ulovlige afslag på ansøgninger om statsborgerskab.
Det overrasker ikke, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech er ordknap og ikke vil forklare folketing eller offentlighed, hvordan det kunne gå til. Det er hendes stil.
Nej, det overraskende i sagen er vel, at embedsmænd i årevis administrerer en praksis, som de ved er ulovlig.
Det er garanteret svært at arbejde i integrationsministeriet, som konstant er i søgelyset fra høgene på venstrefløjen og mørkets fyrster i DF.
En naturlig reaktion var derfor at gøre alt efter bogen, så der ikke kunne sættes den mindste formelle finger på noget som helst. Der er næppe tvivl om, at embedsmænd i det politiske minefelt kan paragrafferne på fingrene. Alt andet ville sætte karrieren på spil.
Desto mere overrasker det derfor, at embedsmændene ikke siger fra over for en ulovlig praksis, når paragrafferne er klokkeklare.
Jeg kan ikke forklare, hvorfor de ikke gør det, men i artiklen, ”Samspillet mellem politikere og embedsmænd”, behandler professor dr. jur. Jens Peter Christensen bl.a. embedsmandens muligheder for at sige fra. Artiklen belyser glimrende, hvor svært det kan være, selvom man ved, det er flosset i kanten.
Jeg ved ikke, hvilket pres embedsmændene har været udsat for i denne sag, og det ville være urimeligt at gætte på deres motiver; men det skuffer mig alligevel dybt, at ingen har sagt fra over for klokkeklare ulovligheder. Nikkedukker stemmer skidt med idealbilledet af den retskafne etat.
Men måske ruller sagen netop, fordi der var en, der sagde fra? Diskret og med forsinket embedsmandsmod? Det håber jeg, for ellers står det skidt til.
Jeg synes faktisk der er en interessant pointe i dette DJØF forsvar af embedsmændene (som jo i parentes nu langt om længe er begyndt at puste i fløjten):
At der er tale om brud på FN-konventioner, ikke decideret dansk lov. Hvorfor der ikke er tale om egentligt lovbrud i juridisk forstand, hvorfor embedsmændene igen faktisk ikke har kunnet sige fra, som de ellers har ret og pligt til hvis der er tale om decideret lovbrud.
Du har ret: interessant pointe, men juridisk spidsfindig. Prøv at få en borgerlig politiker til at sige “overenstkomststridig” strejke i stedet for “ulovlig”, og du kommer på en hård opgave 😉
Uh, ja nok en opgave jeg vil betakke mig for at begynde på.
Men for mit vedkommende betyder den spidsfindighed i det her tilfælde, at jeg har en del mere tilovers for embedmændene end jeg ellers ville have haft.
Jeg havde selvfølgeligt nok helst set de havde ageret whistleblowers, men hvis deres udlægning i dagens Information, samt DJØF-mandens, står til troende, synes jeg det virker til at de har gjort hvad en embedsmand er sat i verden til at gøre.
Nu er det jo efterhånden længe siden tamilsagen kørte. En af effekterne af den var jo – ihvertfald som jeg husker det – at der blev sat klarere grænser for hvad embedsmænd måtte; også på direkte ordre ovenfra.
I en tid efter den, var det også mit indtryk at statsadministrationen var mindre magtfuldkommen.
Sådan virker det desværre ikke længere – Integrationsministeriet er et eksempel, men langtfra det eneste. Jeg tror det er en kombination af at der er gået lang tid siden tamilsagen – og at den siddende regering på grund af sit. indtil fornylig, absolutte flertal med DF er kørt uden om enhver form for uvildige undersøgelser. Og det har gjort embedsmændene mere…. skal vi sige lemfældige og fleksible?
Et gæt – men jeg tror det er dele af forklaringen.
Jeg vil afstå fra at gætte. Jeg ville hellere have fakta, såsom at få den allerede gennemførte undersøgelse offentliggjort og få nogen draget til ansvar. For det er jo aldeles uholdbart, hvis der bevidst forvaltes i modstrid med gældende ret.
Enhver fodtudse i infanteriet lærer om Genevekonventionen, så jeg tror ikke et sekund på, at specialiserede jurister og embedsmænd i et ministerium ikke kender det retsgrundlag, som gælder for ministeriets – og deres – virke.