Restskat

Jeg ventede til i dag med at se årsopgørelsen på skat.dk og kom igennem straks. Hvorfor ventede jeg dog ikke lidt længere?

Restskat 3.406 kr. inklusive 21 kr. i rente fra 1. januar hvis jeg betalte i dag. Pokkers! Nå, men jeg valgte at betale straks – det kan man gøre med dankort. Nu håber jeg sandelig, at mine penge går til et af de mange gode formål og ikke havner i fx Afghanistan.

Det normale og fornuftige er ellers, at det går den anden vej, så jeg får penge tilbage. Måske var det jubilæumsgratialet eller ejendomsbeskatningen, der lavede kuk i det. Who cares, det står jo ikke til at ændre.

Selvfølgelig er det træls, men riget fattes penge, og bl.a. fordi skatten blev lempet for ikke så længe siden. Kun hver fjerde virksomhed betaler skat, og det svarer til kun 2,7 % af det samlede skattetryk. Her er potentiale for forbedring!

Men skidt, nu kommer min skat snart hjem. Hun er sikkert dyngvåd (møgvejr!) – jeg skynder mig at lægge futterne på varmeapparatet!

Opdatering lidt senere:

Det var en god idé med de varme futter. Da Helle kom hjem og loggede på, stod der, at hun får 3.183 kr. tilbage. Sådan, Skat!

 

6 tanker om "Restskat"

  1. Gowings

    Ja, jeg må jo erklære mig ethundredeprocent enig med blogføreren. Jeg var ikke klar over at det stod så galt til med betaling af selskabsskat; det skyldes vel teknikaliteter og ublu opfindsomhed og ikke decideret manglende indbetalinger eller hva’? Hvorfor skriver min avis (og alle andre for den sags skyld) ikke dagligt om tingenes tilstand på området? Lad os få nogen store virksomheder i gabestokken. Istedet for at aviserne agerer mikrofonholder for hetzeriet mod dem, der ikke er i stand til at gøre noget ved rigets tilstand.

    Man kan måske henvise til, at den danske model må være konkurrence forvridende i forhold til EU, i det tilfælde hvor virksomhederne ikke betaler – eller unddrager sig – skat.

    Svar
  2. Donald

    Det er et dilemma, som man nok ikke skal omgås med letsind, dette med om virksomheder tiltrækkes eller frastødes. Selvfølgelig skal de betale skat, og selvfølgelig skal der arbejdes på metoder til begrænsning af overførsel ved overfakturering.

    Jeg kan godt lide kommentaren om at nedsætte selskabsskatten og så på den anden side sørge for at alle selskaber betaler enten ud fra en rimelighedsbetragtning eller ud fra et skatteregnskab efter regler som ikke kan bøjes.

    Det var heldigt at der kom lidt balance i efterskatten efter at skatten kom hjem 🙂

    Svar
    1. Eric

      Ja, det var godt, at der kom lidt balance. 🙂
      DK ligger i den lave ende, hvad angår selskabsskatteprocenten, og når 3/4 slet ikke betaler, kan jeg kun ryste på hovedet, når visse partier og organisationer prædiker, at procenten skal længere ned for at styrke konkurrenceevnen, og hvad ved jeg. De er jo ikke tilfredse, før de alle slipper med et stort nul, og deres ansatte betaler for alt det i samfundet, som virksomhederne også nyder godt af: uddannelse, forskning, infrastruktur osv.

      Svar
  3. Erik Hulegaard

    Det lyder som om Portland-gratialet har forrykket lidt på den estimerede skattepligtige saldo. – Apropos gratiale er det en tiltalende partner-handling at varme hjemmeskoene m/k. 😉

    AEs nylige konstatering af, at kun hver fjerde virksomhed betaler (25 pct.) skat burde give anledning til et fiskalt serviceeftersyn, herunder – med vismændenes anbefaling – af Nordsøolien. 😉

    Svar
    1. Eric

      Fisk alt og Nordsøen går fint i spænd. Mange synger for, at selskabsskatten skal yderligere ned, og det kunne være en rigtig god idé at sætte den ned til fx 15 %. Hvis altså de betalte alle sammen!

      Svar

Skriv et svar til Donald Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *