Hvis man lader som om, man bare skal have tiden til at gå, synkroniseres pulsen med det lokale tempo, og man får stedet ind under huden.

Som i Venedig er der mange dagturister her i Ortigia på Sicilien, og det er der ikke noget at sige til, for den gamle by har en flot domkirke og domkirkeplads, og der er Aretusa-kilden og resterne af et antikt Apollontempel, og, og, og …

Hvis man drøner rundt for at se så mange seværdigheder som muligt på den afmålte tid, får man glimt af, hvordan grever og baroner levede i middelalderen, og hvordan kirken har puget rigdomme til sig gennem århundreder; men man risikerer at misse nuet og livet i dag.

Det er derfor godt at lade som om, man har set alt, som er ”værd” at se, og bare lade sig lede af tilfældighedens kompas i stedet for guidebogen.

Sidder man stille på en bænk eller en café, kommer oplevelserne helt af sig selv, når man trykker på sansernes modtageknap. Alt omkring dig fortæller en historie, og nogen gør det sågar højlydt og i bogstavelig forstand.

De fleste dagturister kommer i grupper anført af en guide, og kun få når ud i de små gader, hvor pudset skaller af husene, hvor et selvsået figentræ vokser ud af vinduet i en forladt ejendom, og hvor vasketøjet hænger fra altanerne.

Der er ikke noget ædelt over Ortigias forfald, nej, der mangler jobs og penge. Sicilien er fattig, og mange små jordskælv kan give spændinger i enhver konstruktion. Men skønt pudset skaller af, og der er tomme vinduesåbninger, er husene stadig smukke med blomster på altanerne og i potter på gaden.

Om aftenen har turistbusserne forladt parkeringspladsen. Med mørket sænker roen sig over den gamle by, og folk går ud for at spise noget af alt det friske, som bød sig til på markedet i morges.