Siracusas arkæologiske park

Torsdag besøgte vi Siracusas arkæologiske park med det græske amfiteater og stenbruddet, hvor krigsfanger og slaver holdt sig i form.

Det græske amfiteater

I Siracusas velmagtsdage, før bystaten blev erobret af romerne i 214 f.v.t., dækkede byen et stort befæstet område og havde en millionbefolkning. Befolkningen skulle underholdes, og huse skulle bygges, så man havde både teater og stenbrud. Begge er bevaret i den arkæologiske park, som er et af de helt store tilløbsstykker.

Vi orker ikke gå de ca. 5 km, så vi spadserer ned til taxiholdepladsen over for resterne af Apollons tempel. Chaufførerne står og småsnakker, og da vi i den grad ligner potentielle kunder, bliver vi tiltalt på engelsk, og en råber efter chaufføren til den forreste vogn.

Han indfinder sig, og vi kravler ind. Han taler ikke engelsk, og faktisk er vi ret overbeviste om, at det er den samme flinke mand, som i fjor kørte os til Arkimedes’ Tekniske Park, hvor man kan se kopier af Arkimedes’ krigsmaskiner og andre opfindelser.

Vi pludrer lidt på vejen, og da vi har ordnet betalingen, får jeg firmaets visitkort, så jeg kan ringe efter behov.

Vejen til billetkontoret er flankeret af en lang stribe boder med souvenirs og forfriskninger. Der er en kort kø ved billetkontoret, og to billetter koster 20 euro. Der er mange forskellige tungemål i luften.

Det er nok en god idé at tisse af, før man går ind, og vi betaler hver 50 cent for at forrette dette ærinde, og bagefter køber vi en flaske vand til 1 euro. Uanset om det går ind eller ud, er der penge at tjene.

Der holder adskillige turbusser udenfor, og de fleste besøgende er grupper med guide. Der er også skoleklasser med ensfarvede kasketter. Grupperne stopper op forskellige steder, mens guiden fortæller en masse af det, han får sin løn for at fortælle, og vi priser os bare lykkelige for, at vi ikke er i en hjord, men selv kan bestemme tempoet.

Nær amfiteatret

Det antikke græske amfiteater ligger flot omend ikke så storladent som det lidt mindre teater i Taormina. Umiddelbart skæmmes det af, at stort set alle ”trappetrinene” er beklædt med gråmalet træ, men når man betænker, at teatret faktisk bruges den dag i dag, er det nok en fornuftig foranstaltning, så tilskuerne ikke skal slide yderligere på de knudrede stensæder.

Fra amfiteatret går vi til det gamle stenbrud, hvor slaver og krigsfanger udhuggede klippeblokke. Med årene blev det til et stort ”hul” med grotter, og i bunden af hullet er der en ødsel frodighed. Det er nok noget med vand og tyngdekraft.

Dionysos' ØreGrotten ”Dionysos’ Øre” er kendt for sin akustik, og det er skægt at bemærke, hvordan barnet kan komme op i selv gamle mennesker, når de hører effekten af sang eller råb. En 5-6 ældre mænd giver sig til at synge; det lyder faktisk helt godt, og de høster stort bifald.

Vi følger stierne rundt i den paradisiske frodighed og går så videre til det romerske amfiteater, som er fra det 3. århundrede. Der er ved at være rigtig mange besøgende, vi har set det, vi ville se, og tager en taxi tilbage til Ortigia.

Chaufføren kører med iltert temperament og forsøger idelig at overhale både indenom og udenom. Irritationen over de andre bilister slipper ud gennem båthornet.

Vi køber brød i supermarkedet og smiler af nogle børnehavebørn, der går i gåsegang med et fast greb i hinandens rygsække. Hjem til frokost og siesta.

Gåsegang

Det blæser kraftigt hen under aften, men ikke værre end vi kan nyde en aperitif i semiskygge nær Fonte Aretusa. I takt med at solen synker, lægger vinden sig også, og vi lægger vejen omkring Da Mariano.

I aften står den på siciliansk antipasti og derefter to slags pasta: Spaghetti med havets frugter og farfalle med sværdfisk. Italienere og sicilianere kan klare en endeløs række af retter, men der har vi endnu meget at lære.

Antipasta

Vi går hjem i la bella notte. Ude over havet svæver en stærkt lysende stjerne. Det må være en planet, jeg ved ikke hvilken, men godt ser det ud.

 

2 thoughts on “Siracusas arkæologiske park

  1. Erik Hulegaard

    Fine stemningsindslag. Blev lettere irriteret over at se de mange blå “reklameskilte” på det antikke amfiteater, hvilket medførte afledt opslag om Syracusas historie. “Sammensat af 4 byer” – “Verdens kulturarv fra 2005” – “forbindelsen til det oprindelige Grækenland” osv.osv. – det er ofte en (interessant) tidsrøver at være på besøg hos sitestory.dk…… 😉

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Hehe – på “reklameskiltene” står “Settore A” (B, C, D osv.). Teatret bruges den dag i dag, og skiltene viser vej til den sektor, man har købt billet til. 🙂

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.