Portlands største cementovn stoppes denne weekend for flere ugers vedligehold, og fra på mandag er fabrikken en myretue af håndværkere.
En cementovn med tilhørende maskinpark skal vedligeholdes, for det slider at producere op mod 200 tons cementklinker i timen 24/7. Så en gang om året skal ovnsystemet have den helt store tur.
Ovnen stoppes i dag til midnat, og så går der 24 timer, før den er så kold (saunatemperatur), at man kan komme ind, hvor der under drift er op til ~1450°.
Det er et kæmpearbejde at forberede og koordinere de mange opgaver, og der er adskillige ”fremmede” firmaer på forskellige jobs.
Et af de større delprojekter er at udskifte et stykke af roterovnen. Et stykke skæres ud, det nye løftes på plads, svejses i begge ender og udmures derefter med ildfaste sten.
Det nye ovnstykke ligger klar og ses på billedet ovenfor. Diameteren er 4,75 m. Hele roterovnen, som stykket bliver en del af, er 74 meter lang og roterer under drift med 3,6 omdrejninger/minut.
For en procesmand som mig bliver det en lidt stille tid, men jeg har prøvet det før. Jeg var i lære som kontrolrumsoperatør, da ovnen blev startet for allerførste gang i 1988, og den har nu i nogle år været mit særlige ”proces-plejebarn”.
Så jeg ser frem til, at den igen bliver køreklar. ”Velsmurte maskiner” er en forudsætning for at kunne optimere produktion, energiforbrug og emissioner samt (ikke mindst) styre produktkvaliteten.
Et kig ind i en af Portlands andre ovne
Noget af det fascinerende ved at lave cement er, at mængder og energiforbrug er så store, at selv helt marginale forbedringer hurtigt løber op.
Denne ovn alene bruger fx mere strøm på en time, end vores husstand bruger på 4 år, og dertil kommer tilvirkning af råmaterialer, brændselsforbrug og formaling af klinkerne til færdig cement. Man bliver aldrig færdig med at optimere!
Forude venter nogle uger, hvor jeg bl.a. kan tune regneark, men stoppet er også en sjælden mulighed for at komme ind, hvortil der normalt er lukket, hvor vi under drift tøjler et inferno af ild og en orkan af røggas, vanddamp og pulver.
Til august har jeg arbejdet på cementfabrikken i 30 år. Det er ikke blevet mindre spændende med årene, for der er til stadighed nye nødder at knække. Det er bare fint!
/Eric
Det er store forhold det drejer sig om – kontra min lille uvirksomme harddisk.
Forandringer er fine (jvf. forandringsparathed) hvis blot ændringerne kan implementeres inden de næste optræder. Desværre er det moderne at ændre for hurtigt og hyppigt.
Man skal kunne følge med, ellers avler det en utilfredshed, som ikke bare er forbigående.
Tak for dit svar – jeg må tage turen bagom til Øster Uttrup, næste gang jeg kommer derop. Jeg vil glæde mig til at få de dystre minder om Cementfabrikkens indvirkning på området skiftet ud. Forhåbentlig er lugten også forsvundet …
Jeg har lige et spørgsmål – støver det stadig, som da jeg var barn? Indtil 1954 var min far uddeler i Øster Uttrup, og for mig var Rørdal det mest ‘udejlige’ sted, jeg havde set. Jeg blev så ked af det, når bussen kørte igennem på vej fra Aalborg. Det var, som om solen ikke kunne trænge igennem. Alt var gråt – træerne, husene, selv menneskene så grå og triste ud. For mig så Sølyst oppe på bakken ikke meget bedre ud. Flygtningelejren i Hennedal med de stakkels mennesker hjalp dog heller ikke på humøret. De steder gav mig en knude i maven, og jeg blev først rigtig glad igen, når vi nåede Øster Uttrup, et varmt og godt sted at være barn.
Nej, det støver langt mindre nu, hvor alle ovnene har elektrofiltre, som er meget effektive. Når uheldet er ude, kan der ske udslip, men miljøet er langt bedre nu end i din barndom.
Som aalborggenser nyder jeg billederne og din beretning, og glæder mig over, at I sørger for både i gode og mindre gode tider, at Aalborg stadigvæk har så vigtig og stor virksomhed/arbejdsplads. – Held og lykke med fremtiden, vi har ikke behov for flere kulturinstitutioner i tidligere store arbejdpladser!
Tak Anni. Det er fint nok med kulturinstitutioner, men der er godt nok forsvundet mange industriarbejdspladser gennem årene: Cementfabrikker, Værftet, Eternitten, C.W. Obel, slagterier, svovlsyrefabrikken – for blot at nævne nogle få. Heldigvis er Siemens Wind Power kommet til 🙂
Imponerende størrelser I arbejder med deroppe i Nord..
Du må en tur rundt inde i ovnen med et kamera, så vi kan lære lidt om cementproduktion set indefra.
Ja, det er kun laboranter der bruger mindre enheder end tons 😉 Ovnstykket på det øverste billede vejer i øvrigt 27 af slagsen. Jeg ser, om jeg kan få snuppet nogle billeder til voksenundervisningen.
Det skal være godt kram, for at kunne holde til den belastning. Ikke at jeg har forstand på det overhovedet, men jeg kan da læse, det er store tal det handler om.
Man kan sagtens have et job i konstant udvikling i mange år. de sidste mange år, har både virksomhederne og medarbejderne helst skulle være på forkant med udviklingen for også at eksistere i fremtiden.
Det skal være godt kram, ja. Og din sidste betragtning er også korrekt.
Tak. Jeg stornyder at lære bare et eller andet mikronoget om ting, jeg ellers ingen som helst forstand har på, så et indlæg som dette sluger jeg råt.
At have fulgt en arbejdsplads i så mange år kan jeg kun skrive under på er spændende. Nu har din nok altid været stor – måske oven i købet en del større end den er i dag – men jeg startede min løbebane i et firma med 35 anstatte og stoppede 35 år efter i samme virksomhed, men nu med en global en på 2000+ ansatte. Det var meget, meget spændende hele vejen igennem, men krævede ofte et begreb, jeg ikke ikke vild med, men … okay, her kommer det: forandringsparathed 😉
Ja, der sker ting. Jeg tror, der var omkring 1300 ansatte, da jeg startede, og i dag er der omkring 250. Bag dette fald gemmer sig bl.a., at en del opgaver er blevet outsourcet, og automatisering er heller ikke ukendt, men der løbes også stærkere.
Og ja, man skal også kunne sejle, når vinden vender. Fx ramte finanskrisen byggeriet rigtig hårdt, og cementproduktionen gik på vågeblus. Nu går det heldigvis bedre, og når der er mod til at investere, giver det optimisme blandt de ansatte.
Tak for et meget spændende indlæg. Det slår mig, at jeg altid synes de er spændende, når de blogs, jeg følger, handler om jeres arbejde. Hos dig kan jeg blive fascineret af det med de store mængder, og at selv små ændringer hurtigt løber op i det samlede regnskab.
Det er nok for sjældent, vi blogger om noget, vi har forstand på 😉
Du har måske gættet at jeg synes denne information er spændende – og vigtig for små og store. Måske man skal koble nogle historier på om forsøg på at exportere cement-viden til tredie-verdens lande i form af cementfabrikker, som efter nogen tid forfalder. Eller måske ved at forklare hvor mange ting man kan lave med cement og hvor forskellige de ting er.
Panteon i Rom. Ugh!
Ja, der er mange historier. Aalborg Portland ejer fx en fabrik på Sinai-halvøen (i nord), hvor plyndrende beduiner er et problem. Der tager man ikke ud uden eskorte!