Min tiptipoldefar indgik ca. 1844 en aftægtskontrakt med sin yngste søn, og kontrakten giver et indblik i livet på landet dengang.
Min søster skrev i 1992 en slægtsbog om farmors og farfars slægter. Jeg har tidligere bragt historien om farmors far, der blev myrdet, og farfars far, der var indremissionær i Thy.
Der er andre interessante historier i slægtsbogen, om end de er knap så spektakulære.
Min tiptipoldefar
Om min tiptipoldefar (farmors fars fars far), Mads Pedersen, er der flere detaljer end for de fleste af anerne, bl.a. en aftægtskontrakt.
Han blev døbt 5-12-1779 i Vester Hjermitslev og giftede sig med Kirsten Pedersdatter i 1802. De fik syv børn, som alle blev voksne. En af døtrene fik et uægte barn, uha, men det er ikke det, historien skal handle om.
Mads Pedersen var først fæster under Schell Birkelse gods, men blev senere selvejer i Hune sogn. Den yngste søn Bent overtog gården (jeg springer detaljerne over) og udstedte en aftægtskontrakt til Mads.
Det er den kontrakt, der med sit tidsbillede er interessant, og til forståelse var et lispund ca. 8 kg, en tønde 130-140 liter og et lod 15,6 gram.
Aftægskontrakten
Bent skulle give Mads fri bopæl, så længe han levede, samt årligt give ham (citat fra slægtsbogen):
”2 tønder rug, 2 tønder byg, 1 tønde kartofler, 1½ lispund flæsk, ½ lispund talg, 20 tørre fisk, 10 __ flæsk, 6 lod skudtørv og 4 lod vandtørv, ligesom han årlig lige med sine kreaturer skal fodre og græsse for Mads en ko og 2 lam, de sidste med deres yngel. Han skal også malke den ko og bære Mads mælken, ligesom deres egen, når det forlanges årlig køre Mads 2 gange til og fra kirke med gårdens befordring – ligesom besørge Mads sit korn kørt til og fra mølle, og desuden forbeholdt Mads sig fri adgang til brønden. Mads’ brød skulle gårdens ejer få bagt og hans øl brygget og i sygdoms og alderdomsdage skulle han give Mads den fornødne pleje og opvartning og han skulle også have visse klædningsstykker.”
Det med at få mælken bragt kan være det samme, når jeg ikke længere kan forsvare mig selv, men at få sit øl brygget kunne nok skabe misundelse på nutidens plejehjem.
/Eric
Ja, sikkerhed i form af en kontrakt. I dag har vi regler og love, men belejligt for visse kommuner kan regler og love bøjes eller ændres.
Spændende læsning.
Disse aftægtskontrakter var ganske rigtigt nødvendige ved sygdom eller armod. Det var nok lidt som med nutidens ansættelses- og lejekontrakter. Det er yderst sjældent de behøves, men rare at have liggende.
Det er spændende at læse sådanne kontrakter, også selv om det er minimunsaftaler. Det er velsagtens bedre at have en aftale end slet ingen, omend det kan være svært at se, hvorledes livet ville forme sig, hvis det er det angivne der skal leves af. Måske har der været en vis selvforsyning med lidt havebrug o.l.
Jeg har også læst de andre historier fra slægtsbogen. Det må have været et ubehageligt endeligt din forfader i banken fik, men man har jo hørt om det samme med hjemmerøveri, så denne plagsomme aflivningsform er ikke gået af mode.
Min farmor har sit udgangspunkt i Nors og omegn …
Ja, kontrakterne er interessant læsning, de var jo det sikkerhedsnet, man kunne få. På nettet kan man finde andre, som er endnu mere detaljerede.
Nu du nævner din farmor, er det også tankevækkende, at den geografiske mobilitet har været beskeden. Så langt tilbage, min søster har kunnet komme, har min farmors slægt boet i Thy eller omegn, mens min farfars har boet omkring Varde og Outrup. Først med min oldefar, missionæren, sker “fusionen”.
Som Hanne også skriver, var det meget almindeligt at lave kontrakter. Dødeligheden var også stor, og pludselig var gården måske i andre hænder, end den direkte slægt. Dengang var der mange munde der skulle mættes. At være på aftægt, var gode kår, ellers var der kun fattiggården tilbage, hvis ingen fjerne slægtninge forbarmede sig over en.
Ja, det er bedre med folkepensionen. Den er mager, men sikrer alle. Endnu – den kommer sikkert også snart under angreb, det synes kun at gå én vej.
Tak for en fin slægtshistorisk fortælling.
Det var uhyre almindeligt med aftægtskontrakter, for de var de aldersstegnes eneste mulighed for at sikre sig et mindstemål af forskellige nødvendigheder. Det kan man også se i den kontrakt, du gengiver: Ingen kunne jo leve et helt år af det, der er angivet, men det var “mindstemålet”.
En anden årsag til de hyppige kontrakter var formentlig at sikre de gamle i tilfælde af, at den yngre generation selv blev ramt “på pengepungen” fx på grund af en fejlslagen høst.
Tænkte nok at du som slægtsforsker ville skrive en ekspertkommentar. Tak 🙂
Det er interessant på to måder: Ikke kun at se, hvad der mentes at være et årligt behov for et ældre menneske, men næsten mere fordi det er tankevækkende, at det overhovedet behøvede at blive skrevet ned – det var da trods alt sin egen bedstefar, Bent skulle forsørge, så umiddelbart ville jeg mene, at Mads bare skulle have, hvad han havde behov for hen ad vejen, men sådan så man åbenbart ikke på det dengang.
Samme tanke har jeg gjort mig. Der har nok været for mange eksempler på, at de gamle fik lov til at gå for lud og koldt vand, hvis ikke betingelserne var nedfældet. Så vidt jeg har forstået, var det helt normalt at lave en kontrakt.