På dansk bruger vi med største selvfølgelighed stumt og ikke stumt H, men hvorfor egentlig ikke stumt K?
Vi tænker ikke over det, men bruger automatisk stumt H foran konsonanter, og når H afslutter ordet.
Billedet har intet med indlægget at gøre, men kan betragtes som en forsmag.
Som i julspin, forjul, vem, vad, vor, vorfor og jortens flugt med jælpemotor. Foran vokaler antyder vi H’ets eksistens med en ustemt udåndingslyd som i ”hulens halshalløj”.
Uden undtagelser ville det være for nemt, så der er thi, Thisted, Thy, Thyra og nogle stykker mere.
K lyder næsten som H, blot starter det med et ganeklik. K derimod får aldrig vile, og det er synd. Man kunne som et eksperiment bruge stumt K efter de samme regler.
Med stumt K ville ronprinsen hedde Frederi, og Lars og Mette ville være Løke og Frederisen. Løke er statsminister, vilket mange belager, og Frederisen er forvinde for Socialdemoratiet, som i en periode hed Socialdemoraterne.
Der er stidåser, ristjørn, elsti, korgulve, grished, tushandel, kyshed, billedtest, socialistis og træfugle. Man kan blive helt rørstrøms over mulighederne med stumt K, men dans er en svær en.
For at blive danslærer skal man være lar over, at det ike er no at kunne løse ryds og tværs. For nogen ræver det en raftanstrengelse, før de kan loge sig på dans og mestrer tungearobatiken. Kun få bliver evilibrister.
Nogen larer det ike, og så falder øsen ved danslæreresamen. Det er selvlart reperligt for dem, men er no alligevel det bedste.
Det niber jo i forvejen med elevernes matematikundskaber, og så er det da helt galt, hvis de heller ike kan srive korrekt dans. Det er ike et lususproblem, stavning er sprogets lamusprøve.
Læder skaber fol, også blandt busmænd, men nu diterer omstændighederne, at jeg må stoppe, og der er ingen lageinstans.
/Eric
Faktisk udtales spektakel ifølge retskrivningsordbogen; ‘spetakel’ – det er, så vidt jeg ved, det eneste eksempel på stumt K..
Bravo! Jeg kan heller ikke finde andre eksempler på stående fod.
Du må have mødt nogen, som har halsbetændelse og ikke kan sige ‘k’.
Jeg synes, der er mange elisioner på dans(k). Nogle gange bliver en K-konsonant til en “næselyd”, en næseplosion eller hvad man nu kalder det, “tænkning” fx. når K (eller P) står mellem to m’er eller n’er. Men folk, der er forkølede, er lovligt undskyldt for det, og måske forstår vi det alligevel næsten.
Mis-forståelser opstår når man tager det for givet at man forstår hinanden.
Du har ret i det med misforståelser. Problemet er, at “magten” definerer betydningen, selvom formuleringen er ævlet.
Dette er en fin illustration af, at fejl ikke er svære at håndtere, når de indgår i en sammenhæng, men det ville i mange tilfælde være umuligt, hvis det ikke er tilfældet. Det er også en illustration af, at det er forstyrrende at skulle “rette” for mange fejl undervejs. Tak for kreativiteten.
Vil man lave fejl, er det bedst at være konsekvent, så gentagelsen danner sit eget og nye regelsæt. Når fejlene er tilfældige, stiger risikoen for misforståelser.
Min mand er udpræget fynbo ( selv er jeg født , opvokset og stadigvæk fynbo, men uden den meget fynske tone) Kim ha’ ka om no’en tale’ og skriv’ fynsk. Kim ka li kaf å kae , ha brur alti en gafel nå ha spiser.
Åh ja, de dialekter 🙂 Man taler om, at de uddør, men da jeg var på hospitalet i september, slog det mig, hvor mange der talte med gedigen, jysk dialekt. Mange er nok tosprogede. En af mine medstuderende (dengang …) talte rigsdansk på universitetet, men når hun snakkede med familien hjemme ved Vesterhavet, var det næsten uforståeligt.
Ahhh – shit -det smuttede i ‘ikke’ :-/
Det forbigår vi ikke i tavshed 🙂
Vi taer højtleende for bidraget – men vil altså ikke undlade at gøre opmærsom på, at det ikke hedder ‘Socialdemoratiet’, men ‘Sosjalmoratiet’ – i hvert fald hvis du spørger en sosjalm'[k]rat.
Æste gag ka vi måske prøve med et stumt ‘n’ – det kue også blive sjovt.
Måske skal det være “Socialmoratoriet”? Tanken om at forstumme andre bogstaver har strejfet mig 😉
Oven på det må jeg have endnu en op affe! Glædelig Bah! Humbug!
Moka er godt 🙂
Er det i virkeligheden sådan, at en hvilken som helst konsonant kan blive midlertidigt stum, hvis der tales hurtigt (og skødesløst) nok? For resten er det stumme h foran konsonanter ikke forsvundet alle steder i landet – eller var det ikke i min ungdom. Min mormor, som var fra Hjørring-egnen, lod aldrig nogen i tvivl om, at byens navn begynder med h.
Nordjysk adskiller sig fra rigsdansk på det punkt, og ja: De fleste bogstaver kan blive stumme, hvis man er tilstrækkelig sjusket.
Skønt indlæg. Du er altså bare srap til det med sprog.
Srap er lar tale 😉
Ta, ta Eric, vidunderligt. Herligt indlæg, her er der grobund for en del morsab.
Selvta 🙂 Noget kan være sjovest, når det ike er der.