Vi har lige været i Puerto de la Cruz på Tenerife; en uge med sol og varme i stedet for decembertrist vintervejr og mørke.
Vi kom hjem søndag aften, og der har været drøntravlt på arbejde indtil i dag, hvor vi begge har fri og kan begynde at jule.
Efter den aflyste ferie til Grækenland, glædede vi os meget til vinterferien på Tenerife. Skrækscenariet var tilbagefald og en ny aflysning, men mit pumpeværk har dikket eksemplarisk.
Turen fra Aalborg tog knap 5½ time + transport fra syd til nord, men belønningen var høj sol og varme, da vi ankom søndag den 11. december.
Den toværelses lejlighed på Apartementos Alta var fin: Luftig stue med køkken og et soveværelse med dejlig bred seng. Lejligheden lå på hjørnet, øst- og sydvendt, så der var både morgen og eftermiddagssol på altanen.
Den slags koster selvfølgelig ekstra, men de penge var givet godt ud.
Vejret
Det formidable vejr fortsatte til og med onsdag. Torsdag var grå og blæsende med strint, fredag fremragende om formiddagen og med regn om eftermiddagen. Lørdag startede grå med byger, og sådan fortsatte det med få solstrejf.
Vintervejret på Tenerifes nordkyst er lunefuldt, men alt i alt var vi heldige. 20 – 30° i december er ikke så ringe, og selv gråvejret var lunt, om end en trøje eller jakke var behagelig.
Øens sydlige del er mere solsikker, men også ørkenagtig og gold. Her bor de fleste turister, og byerne i syd er anlagt med det for øje.
Det regner mest mod nord, hvor mættet havluft tvinges op ad bjergene (vulkanen Teide med familie). Det betyder til gengæld, at området er frodigt og grønt og en fryd for øjet.
Puerto de la Cruz
Puerto de la Cruz er en pænt stor by, som eksisterede, længe før øen blev ”opdaget” som feriemål.
Her en lille video fra en spadseretur langs vandet og i gågaderne.
Nu er der masser af hoteller og mange turister, men de er spredt godt ud, og vi har aldrig oplevet trængsel som på fx Strøget i København.
Flest flokkes vel på promenaden langs vandet. Man kan dårligt kalde det en strandpromenade, for det meste ligger et godt stykke over havet, der slår sig til skum mod de sorte lavaklipper.
Da Columbus passerede på sin tur til Amerika, var der vulkanudbrud på Tenerife, men siden har der vist ikke været det store; det vulkanske hotspot er nu mod sydvest ved øen El Hierro.
Turismen er afgørende for økonomien. Langt de fleste arbejder i turistbranchen eller i tilknyttede serviceerhverv, og byen gør meget for, at gæsterne skal føle sig tilpas.
Der er rigtig mange grønne områder, beplantninger og blomsterbede. Julestjerner ser man overalt, der er flest røde, men også andre kulører.
Byen må have en hær af ansatte til at pleje de grønne områder. Det er en køn og ren by at færdes i. Bilisterne er hensynsfulde og stopper uden undtagelse, når man gør mine til at betræde et fodgængerfelt.
De fleste turister er oppe i årene, i hvert fald på denne årstid, og en del er gangbesværede. Det tages der udstrakt hensyn til. Der er mange højdeforskelle, og hvor det er muligt, er der foruden trapper også ramper, hvor rollatorer og kørestole kan komme frem.
Driverliv
Det var vores 8. vinterferie i træk på Tenerife, så vi er ude over oplevelsestrangen og nød bare de afslappende rutiner med spadsereture, timer på altanen og så ud at spise om aftenen.
Jeg fik bl.a. genlæst Harry Potter – de voluminøse bøger kan snildt være i håndbagagen, når man har en e-bogslæser. Helle har efter års pause genfundet glæden ved at strikke. Krydsord og sudoku fik også deres tidsration.
Vi havde medbragt den lille bærbare, men internetforbindelsen var ekstremt langsom. Til tider så langsom at browseren dømte timeout, når jeg forsøgte at tilgå Gmail. Vi kunne selvfølgelig have fundet en café med WiFi, men havde ikke abstinenser.
Jeg tænker, at energien til at søge oplevelser vender tilbage, når arbejdslivet ophører, men indtil da er vinterferien ren mentalhygiejne, når vintermørket og kulden har høvlet overskuddet filmstyndt.
Og nu er det jul. Helle har lavet rødkål, og anden hygger sig i ovnen, så det er nemt i morgen. Duften spreder julestemning, og med den sender jeg de bedste ønsker til jer, der læser med.
/Eric
Det må have været en herlig uge. Videoen viser vist, at der er til at komme til på det tidspunkt. At vejret så viser sig fra en meget god side, er jo vældig godt.
Det må være dejligt at erfare at hjertet artede sig vel under belastningen.
Tak for julehilsenen – og i lige måde.
Ja, det var ikke værst 🙂 Og tak.
Dejligt med lidt lys og sol. Tak for det. Det er godt at dit hjerte, igen kører som et sådan bør gøre. Rigtig glædelig jul og fredeligt nytår til dig og fruen.
Ja, lys og varme i den ellers kolde tid er guf! Og det er en fornøjelse, at hjertet arter sig – må det blive ved med det!
Allerførst ønsker jeg dig og Helle en rigtig dejlig højtid.
Tak for din fine beretning med den lille video. Det ser forrygende ud. Tænk at få sol og “sommer” i december, hvor vi ellers mest ser mørket sænke sig kl. 16.
Nu hvor du skriver om Puerto de la Cruz, kan jeg pludselig huske, at jeg også har været på Tenerife., men det er vidst mange år siden.
I lige måde Hanne 🙂
Der er egentlig for mange turister på Tenerife for vores smag, men vil man have lidt lys og varme uden at skulle rejse rigtig langt, er der ikke så mange muligheder, og i det mindste er Puerto de la Cruz ikke et turistreservat.
Hej Eric
Som altid hyggeligt at læse dine beretninger, og en fin film. Selv nyder jeg den sidste aften i Bangkok inden turen i morgen går mod Aalborg via Amsterdam.
Desværre blev vores tur ikke helt som planlagt.
Sidste tirsdag faldt Anne Grethe på en ujævnt fortov i Hua Hin så uheldigt at hun brækkede venstre arm. Ikke noget kompliceret, men 6 uger med gips er altid træls, især når man er på badeferie. Det hæmmede naturligt mobiliteten, men heldigvis havde vi lejet en lejlighed og ikke som normalt bare et værelse. Nu er jeg spændt på flyturen hjem i morgen, der er først 12 timer til Amsterdam og så halvanden time til Aalborg. Start kl. 12 lokal tid, ankomst kl. 22:20 i Aalborg.
Ja, jeg så billedet med den havarerede arm på FB. Træls!
En lejlighed er altid at foretrække, hvis man har mere end et par overnatninger. Der er bedre plads, og det er mere “hjemligt”.
Det er en sej tur hjem, men I er jo seje 🙂
Ja, man kan godt fornemme, at der er noget mere lys, end på disse breddegrader.
Det er godt, at pumpeværket ikke gør knuder.
Ikke bare lys, også vaaarme!
Ja, det er godt, at pumpeværket slår, som det skal.
Dejligt at turen gik godt, og at du er fit for fight igen, så husk – den næste rejse venter lige om hjørnet! God jul og godt nytår ti dig og Helle.
Yes, og rejserne står i kø 🙂