I morgen iføres jeg hospitalets rummelige underbukser, for da skal jeg på operationsbordet. Jeg glæder mig ikke.
Det er sikkert en god idé med en varmebehandling af hjertet, ablation som det hedder på fint.
For lægerne har sikkert ret i, at der ellers er stor risiko for, at jeg igen får atrieflagren (forkammerflagren), hvor hjertet slår med misforstået rytmesans.
Lægerne har sikkert ret i, at indgrebet har en høj, præventiv succesrate mod netop atrieflagren. Det er forebyggende vedligehold, når det er bedst.
De har sikkert også ret i, at indgrebet er forholdsvis ukompliceret.
De har sikkert ret i det hele, men jeg glæder mig ikke til at ligge helt stille på en polstret planke i 1 – 3 timer og være ved fuld bevidsthed, mens de ukompliceret roder med sonder og brænder nerver af i mit helt private hjerte.
Brænderen føres ind i lysken, og dens færd i mit indre kanalsystem følges med røntgen, mens andre sensorer holder øje med, at hjertet slår til.
Jeg ville meget hellere have knockoutnarkose og sove fra det hele, men det er bedst for logistikken, hvis patienten er vågen og kan tage hjem samme dag.
Efter indgrebet skal man ligge musestille i mindst tre timer, så indgangshullet ikke bliver en artesisk fontæne, og bagefter og senere må man ikke stort andet end at tage hjem.
Det er fedt at være borger i et land, hvor de tager vare på dig og opererer dig kvit og frit, det er velfærd deluxe, men jeg ville ønske, det var overstået.
For lægerne er det sikkert rutine, men jeg er bange.
Irrationelt, jeg ved det, men angst er ikke nødvendigvis rationel, medmindre man frygter det irrationelle, som der er så rigeligt af i denne verden.
/Eric
Relateret:
Det kræver et godt helbred at blive syg. God bedring med hjertefunktionen.
Min korrespondent i Marstal fik foretaget en operation, der ligner, og hjertet slår nu mere regelmæssigt.
Tak Donald. Og ja: For atrieflagren har indgrebet stor succes.
Jeg forstår sandelig godt din bekymring. Jeg ville helt sikkert have det på samme måde. Desværre styrer fornuften sjældent slagets gang, uanset hvor meget man prøver at overbevise sig selv. De bedste ønsker og tanker her fra den anden side af bæltet.
Tak Pia. Fornuften skal nok styre slagets gang i morgen, men den styrer ikke følelserne. De er underklassen i denne sammenhæng, og den har som bekendt ikke meget at skulle have sagt.
Jeg kan sagtens følge dig i dine tanker, men faktisk har det vist sig, at det er langt bedre generelt ikke at komme i fuld anæstesi. Som sygeplejeelev var jeg med til de første operationer, blandt andet kejsersnit, hvor patienten var vågen under operationen og var bedøvet fra under brystet og ned. Der gjorde narkosesygeplejersken meget ud af enten at snakke med patienten eller at finde musik, patienten kunne lytte til. jeg håber der er en, der har fokus på dig under indgrebet, for du er helt sikkert ikke den eneste, der har det sådan. Jeg ville også føle mig bange og utilpas ved at være vågen, selv om jeg har tillid til læger og sygeplejersker.
Held og lykke med i morgen.
Tak Lene. Jeg er ikke i tvivl om, at det har fordele, hvis patienten ikke kommer i fuld narkose, men patientens mentale accept og tilstand vejer vist ikke så tungt på vægten i denne situation. Jeg kan ikke befri mig for mistanken om, at kravet om 2 % årlig effektivitetsforbedring (besparelse) har noget at skulle have sagt.
Ja, det er en af de situationer, en anden ikke kan ta’ for dig! Men vi kan støtte dig i dit valg og sende gode tanker med dig.
Tak Anni. Valget var mit, jeg kunne have sagt nej, men lige på dette felt har jeg stor tiltro til sagkundskaben. Jeg bryder mig heller ikke om at gå til tandlægen, men gør det alligevel regelmæssigt.
Det er også en underlig tanke at skulle være ved fuld bevidsthed – jeg forstår godt, at du er lidt loren ved det, og angst er aldrig rationel. Du kan kun stole på, at lægerne ved, hvad de gør, og det gør de da heldigvis i langt, langt de fleste tilfælde.
Pøjpøj med den alternative oplevelse!
Tak 🙂 Med min rationelle hjernehalvdel ved jeg, at de er smadderdygtige, og at sandsynligheden er knusende for, at det går godt. Men det er den anden halvdel, der styrer stemningen.
I gamle dage, da jeg læste om forskellige psykologiske processer, mødte jeg begrebet bekymringsarbejde. Det svarer til sorgarbejde, men finder sted før en given begivenhed, hvor sorgarbejdet finder sted efter tab har fundet sted.
Det viste sig at et moderat bekymringsarbejde var at foretrække fremfor intet eller alt for meget.
Mon ikke din historie er udtryk for en ganske relevant måde at bekymre sig om den forestående operation på.
Når nu det helbredelsesorienterede væsen lægger så stor vægt på økonomien, indebærende at få patienten ud af vagten hurtigst muligt, kan man som skatteyder godt forholde sig til det, men en mere relevant betragtning havde dog været om der er større risiko ved totalbedøvelse end ved den vågne bedøvelse, hvis man kan kalde den det.
Når du er i situationen i morgen, går jeg ud fra din selvdisciplin håndterer situation adækvat. Indtil da er der kun grund til at lade bekymringen få den rimelige plads den kræver.
Jeg ser frem til en efterfølgende deltagerobserveret beretning fra plagsomheden.
Måtte det hele gå som det skal.
Der er vel altid en risiko ved fuld narkose, men den var jeg villig til at løbe. Måske er bekymring og angst ikke de rigtige ord – jeg føler snarere et voldsomt ubehag ved tanken om et være ved fuld bevidsthed under indgrebet. Men selvfølgelig mønstrer jeg den fornødne selvdisciplin, det skal jo til.
Det er så skønt at være i reparationsalderen 😉
Held og lykke med i morgen 🙂
Tak og netop!
For pokker da Eric…
Jeg forstår godt, du er bange, og at være bange/angst er netop irrationelt, og det hat det alle dage været. Det er derfor, der det er meget svært at behandle folk, der har klinisk angst.
På den anden side er det godt, at du ikke er så bange, at du har sagt nej til tilbuddet, for forebyggelse er jo nok meget bedre end behandling.
Jeg havde ved Gud også foretrukket den “rigtige” narkose. For mig lyder det lidt som at få ristet hjernen og være vågen. Det turde jeg ikke.
Jeg ved ikke, om det er passende at skrive “held og lykke”, for det skal jo netop ikke have med held at gøre? Jeg kan bare ikke lige finde på en anden frase.
Selvom jeg har stor tillid til lægernes dygtighed, gør det ikke spor med lidt held og lykke 🙂 Jeg prøver at tænke på det som en tur til tandlægen. En rodbehandling er sikkert værre, men den fylder mindre sådan rent mentalt.