Endnu et indlæg om gadekunst i Aalborg – og så noget om melodien der ikke blev væk.
”Exquisite Waste of Time” Hjulmagervej. Klik for at se en lidt større version i nyt vindue.
Fredag havde jeg et ærinde i midtbyen og benyttede lejligheden til at finde og fotografere mere gadekunst (mur- og gavlmalerier) i centrum, og bagefter cyklede jeg til det nye kvarter, som er opført på eternitfabrikkens gamle grund.
Hvis du klikker på et af de små billeder, åbnes det i en større version i et nyt vindue.
Melodien der ikke ville blive væk
Kender du det, med at en melodi kan køre non stop i hovedet som lydløs, mental underlægningsmusik?
Sådan havde jeg det i går. C.V. Jørgensens ”Costa del Sol” fra 1980 kørte på gentagelse. Her omkvædet:
”På Costa del Sol hvor solen den danser
en inciterende flamenco i min swimmingpool
har keep cool altid været mit motto
Mit navn er Günther men folk hernede kalder mig Otto”
Sangen var en landeplage, da den kom, og hvis du ikke kender den, kan du høre den her:
I min mentale version udtaler Jørgensen dog ikke flamenco som flamingo.
Jeg startede med at køre til Egholmsgade, der ligger tæt på Limfjordsbroen. Det er en kort, brolagt gade, som åbner til en stor gård.
Egholmsgade
“Mother Earth” Egholmsgade
Herfra fortsatte jeg til parkeringspladsen bag Netto på Vesterbro. Her er der to store murmalerier. Det ene forestillende en fantasihest er desværre blegnet rigtig meget, og det fotograferede jeg ikke, mens C.V. lydløst startede forfra:
”Når solen den forsvinder fra de hjemlige himmelstrøg
ja så forsvinder jeg også
Sydpå til Spanien og mit luksuseksil
for at te mig som en tosse”
Det andet billede ses her:
Parkeringspladsen bag Netto, Vesterbro
Der er også en stribe billeder, som har med Churchill-klubben at gøre. Du ved, gruppen af drengesabotører under besættelsen. De billeder skal jeg måske se nærmere på en anden gang.
Churchill-klubben, P-plads Netto Vesterbro
C.V. fortsatte:
”Så snart jeg så det hele gå ad helvede til
var jeg pist væk over samtlige bjerge
og danderer den nu flittigt i danskerkoloni
med pension hjemmefra i reserve”
Herfra er der ikke langt til Urbansgade, hvor man kan se dette forrygende gavlmaleri:
Urbansgade
Vesterbro er ret trafikeret og ikke så nem lige at krydse, så de to gavlmalerier i Kattesundet må vente. I stedet ventede jeg længe på grønt ved Prinsensgade for at komme til Jernbanegade.
Her er der nemlig et billede mere, som jeg overså på min første kunsttur:
Jernbanegade
Fra Jernbanegade er der ikke langt til Tiendeladen, hvor der er to billeder mere, end det jeg viste i det første indlæg om gadekunst. Desværre skaller det ene noget af – sådan kan det gå med murværk.
Tiendeladen
Tiendeladen
Videre til Klokkestøberens Vandgyde. Det er en af byens gamle gader, en sidegade til Danmarksgade hvor Centralcaféen ligger på hjørnet.
Centralcaféen var for mange år siden ejet af en skakspiller, Alfred Svensson. Alfred var en munter fyr med stor angrebsiver på skakbrættet.
Han og konen flyttede til Spanien for at nyde deres otium. Jeg mødte nogle gange en solbrændt og glad Alfred, når de var hjemme på besøg, men det blev vist ikke til så mange år. Alfred fik helbredsproblemer og døde, sådan går det.
”For øjeblikket har vi det herligt
Her på Costa del Sol
I vort nynazistiske og asociale sammenhold
Men den dag røderusserne kommer
og det gør de jo nok igen
har jeg solgt min hacienda og købt en ny i Californien”
Alfred var hverken nynazist eller asocial. Hvis han endelig skal have et prædikat, ville jeg vælge ”munter livsnyder”.
Klokkestøberens Vandgyde er en af de veje, man gik i gamle dage, når man skulle hente vand i åen. Gavlmaleriet er stort, og jeg kunne have brugt en vidvinkel.
“Slim” Klokkestøberens Vandgyde
Herfra er der ikke langt til Hjelmarstald, hvor der også er et gavlmaleri, men det må vente, for tiden nærmede sig, hvor jeg skulle stille hos lægen.
Bare rolig, det var bare en halvårlig rutinekontrol, hvor der bl.a. blev taget blodprøver. Når man én gang er kommet i sundhedsvæsenets mølle, slipper de ikke en så let.
Det er sådan set betryggende, og i dag skal man jo være glad, hvis man har en praktiserende læge, så jeg er helt bestemt glad.
Mod Eternitten
Hvor eternitfabrikken lå i sin tid, er der skudt et helt nyt kvarter op, og her skulle være malerier på både gavle og gamle siloer.
Jeg kørte ad Dag Hammerskjöldsgade for at komme op på Østre Allé, der på denne strækning er en bro, en fugleflugtslinje over godsbaneterræn og meget mere.
Lige da jeg var drejet til venstre ad Østre Allé, så jeg billedet, som er vist i toppen af indlægget. Det er på en forholdsvis ny bygning, som ligger cirka, hvor den gamle Kjærs Mølle lå i sin tid.
Fotografiet var nok blevet bedre, hvis jeg var gået derned for at komme tættere på, men et 200 mm objektiv kan zoome pænt.
Det nye kvarter på Eternittens gamle grund er pænt af nybyggeri at være, og det er luftigt – ikke nær så komprimeret som nybyggeriet langs havnen, hvor solen mange steder aldrig når ned på gadeplan.
Nogle af eternitfabrikkens gamle siloer står endnu, og de er nu dekorerede:
Visionsvej
Visionsvej
Over for Føtex og Netto finder man dette gavlmaleri:
“Fred Lives” Alexander Foss Gade
Der er et gavlmaleri mere, men det fandt jeg ikke i første forsøg.
C.V. Jørgensen spillede sidste vers:
”En sidste kommentar herfra sku’ lige være den
at der Führer var en visionær af klasse
Der såfremt han var til stede den dag i dag
ville la’ fattigrøve og skvadderhoveder gasse
På Costa del Sol hvor solen den danser
en inciterende flamenco i min swimmingpool
har keep cool altid været mit motto
Mit navn er Günther men folk hernede kalder mig Otto”
Det var gadekunsten for i dag. Der er flere billeder, som jeg må se, men de må vente, og det er godt at have noget til gode.
Det kan måske passende blive i næste uge, hvor jeg har en tid hos lægen for at følge op på blodprøver osv. Jeg forventer som stamkunde, at det er status quo, altså OK.
Og så kan det jo være, at musikken spiller med et nyt nummer.
/Eric
Hehe, CV’s ‘flamingo’ var det første, der faldt mig ind … og så scrollede jeg ned og kunne konstatere, at det valgte du klogeligt at glemme 🙂
Fantastisk kunst – alene den smukke byudsmykning er en tur til Ålborg værd, selv om I nok har meget andet at byde på. Det eneste maleri jeg husker fra min tur derop til Lenes fødselsdag, er Madonnaen, men det ene billede er jo flottere end det næste. Med ganske få undtagelser.
Ja, vel har Aalborg andet at byde på, men dette er relativt nyt og nemt og gratis at opleve. Jeg ser frem til, at der kommer endnu mere gadekunst – der er flere gavle og mure 🙂
Jeg skal virkelig finde tid til en ny gåtur i Aalborgs gader. Du viser nye skønne Street Art. Det er fantastisk at det breder sig og netop som du skriver, pludselig overraskes man af et maleri i en lille gade. Der er et tæt på Madonnaen, som jeg kalder det i Urbansgade. Der kan man kun se hele maleriet, hvis man står et bestemt sted på Urbansgade, https://underet-er-at-vi-er-til.blogspot.com/2016/03/street-art-i-aalborg.html
Det er en fornøjelse at finde dem 🙂 Jeg vidste, at der er et mere i Urbansgade, men jeg tog mig ikke tid til at finde det! “Madonnaen” er ikke noget dårligt navn 🙂
Som angivet i forrige kommentar (Gadekunst i Aalborg #1) kan jeg rigtig godt lide iklædningen af street art på grå, tunge og funktionsdygtige (miljø-u-venlige) industribygninger, i dette indlæg på den hedengangne eternitfabriks silobygninger. Men der er andre gode eksempler, som f.eks. den multi-kolorerede “Moder Jord” i Egholmsgade.
Set fra den digitale udenbys tilskuerplads synes Danmarks fjerde største by i landets tredje største kommune at være så velforsynet, at det sagtens kunne bære en publikation. Den slags, hvor borgmesteren (læs embedsværket) skriver forordene og en lokal “kulturping” ledsager læseren i kommunikations-venlige termer gennem de mange, både farve- og fantasirige, eksempler på gadekunst.
Jeg har besøgt Costa del Sol på flere årstider gennem årene, dog uden at møde hverken C.V. Jørgensen, Günther eller Otto. Det kolorerede på de kanter deler sig – groft sagt – mellem ansigtsfarverne hos gæsterne i diverse barer med især nordeuropæisk-klingende navne og eksilerede billedkunstneres værker.
Ja, det er formidabelt at forvandle de grå industribygninger til kunst.
Hvem ved, måske er der nogen der arbejder på en publikation, men opgaven besværliggøres af, at det er et igangværende projekt, så publikationen højst sandsynligt er forældet, når den udkommer. Det er noget nemmere at opdatere VisitAalborgs side.
Dit kolorerede Costa del Sol fremkaldte et bredt smil 🙂
Det er virkelig dejlige malerier, der formår at fortælle historier. Dem på de gl. siloer er geniale. Jeg er imponeret af kunstnerne, der kan stå med en grå betonsilo og så trylle et sådant kunstværk frem.
Tænk at ‘Costa del sol’ er fra 1980. Det er lige den musik vi hørte på kollegiet i min ungdom fra 1980 – 1990.
Malerierne imponerer også mig. Det er også fedt, at nogle af dem er “gemt”, så man overraskes, når man pludselig ser dem.
Og ja, det er formidabelt med siloerne og det store murmaleri på havnen i Nørresundby, som jeg viste i forrige indlæg.
Der var bid i musikken dengang og ikke så meget hjerte og smertesødsuppe.
Dejligt med så meget kunst i byen. Jeg er med i en gruppe for kunstoplevelser. Vi har lige været på Eternitten. Inde under den solo med arbejderen er der et museum om Eternitfabrikken. Spændende, især når man har arbejdet der
Ja, det er en fornøjelse. Det med museet vidste jeg ikke – tak! Jeg kom kun på knipseafstand …