I det tredje og foreløbig sidste indlæg om gadekunst i Aalborg kommer jeg bl.a. til Vestbyen, mit barndomsland hvor minderne har hjemme.

Efter gårsdagens regn og rusk var det herligt vejr til en cykeltur for at spotte gadekunst.

En stor del af midtbyen var afspærret, og således gik det op for mig, at der også er royalt løb i Aalborg. Det siger noget om min interesse for den slags.

Afspærringerne gjorde det også meget besværligt at se malerierne i Kattesundet, så de må igen vente.

Jeg sendte ambulanceførere og buschauffører min medfølelse, sneg mig forbi nogle afspærringer og fandt gavlmaleriet i Ladegårdsgade (nær Gåsepigen på Vesterbro). Det var jeg ikke så begejstret for, men det er fint, at der er noget for enhver smag.

Til gengæld gik ”ansigtshuset” i Urbansgade rent ind, og hvis du klikker på de små billeder, vises de i en større version i et nyt vindue.

Jeg så det ikke på min første billedvisit i Urbansgade. Det ligger lidt væk fra gaden, bag Hotel Phønix.

De fleste af mine billeder fra i dag er ret dårlige, fordi næsten alle motiver var i skygge med modlys – de ville se meget bedre ud om eftermiddagen, men nu var det altså formiddag.

Reberbansgade og viadukten

Fra Urbansgade var det naturligt at køre ad Reberbansgade. Lige før viadukten, der fører under jernbanen, er der dette gavlmaleri:

Viadukten var en kilde til underholdning, da jeg var dreng. Når det havde regnet kraftigt, stod den altid under vand, og det var en fest at se bilister og cyklister vurdere, om de mon kunne bunde. Der var altid nogen, der vovede pelsen, og så var det for alvor morsomt!

Lidt forbi viadukten var dagens eneste maleri i ordentlig belysning, og det er det, du ser i toppen af indlægget.

Absalonsgade og stationen

Jeg drejede til højre ad Absalonsgade, og næsten nede ved Kastetvej ser man dette:

Da jeg vendte mig om, så jeg murmaleriet ved Vestbyens station på den anden side af Kastetvej. Jeg gad ikke gå derover, gav bare kameraet fuld zoom:

Nå, her var lyset forresten også OK.

Vestbyens station er ikke gammel. Da jeg var dreng i kvarteret, var der ingen station mellem Aalborgs banegård og Nørresundby.

Bortset fra nogle broer lå banelegemet som en kile med ”vild natur” fra Fjordmarken ved Limfjorden, til skinnerne går under Vesterbro. Nede ved Fjordmarken holdt indianerne til.

Kastetvej

Jeg styrede mod vest ad Kastetvej, som aldrig hed andet end ”Kastevej” med ét ”t”. I gården bag ”Café Ulla Terkelsen London” finder man dette rå maleri, som også er bedre i eftermiddagslys:

I min barndom var der caféer i udlandet; i Vestbyen var der værtshuse.

Jeg fortsatte ud ad Kastetvej. Der skulle være et par malerier mere, men jeg så dem ikke. Måske er de også gemt lidt af vejen. Det er sjovest at finde dem selv, men jeg bliver nok nødt til at ty til kortet.

Hvor Kastetvej slutter og bliver til Skydebanevej, kunne jeg dreje til venstre og passere Vesterkæret Skole, hvor jeg lærte at læse, og hvor vi holdt X minutters pinefuld og pålagt stilhed i skolegården, da J.F. Kennedy var blevet myrdet.

I stedet drejede jeg til forsigtigt til højre. I dette kryds, i fodgængerfeltet, blev en af mine studiekammerater kørt ned og dræbt af en lastbil. Det var den 25. november 2016.

Skudehavnen og skolen

Nede ved skudehavnen satte jeg mig på en bænk og fik en smøg.

Man kan ikke se fjorden på billedet, men siloerne i midten, hvor der nu er lejligheder, var i sin tid cementsiloer. Dansk Andels Cement i Lindholm producerede fra 1913 til 1978, hvor ovnene blev stoppet, og Aalborg Portland overtog produktionen.

Jeg steg på cyklen igen og passerede ”Street Food”, som ikke har gader, men er madboder i en stor hal med betongulv – tag-med-mad til spise-her-priser.

Hvor Ryesgade krydser Peder Skrams Gade passede jeg min vigepligt, og en racercykel passerede med et ”Hej!”. Jeg aner ikke, hvem det var – racerdress, hjelm og sorte fartbriller var en effektiv forklædning.

Lige overfor ligger Ryesgade Skole, hvor jeg gik i vistnok 8 år og bestod den lille latinprøve. ”Sicilia insula est” husker jeg, men det meste af latinen har jeg fortrængt, om end jeg som regel ved, hvad der er den gode.

Skolen lukkede senere som skole og blev brugt af musikkonservatoriet i nogle år. Nu er børnelærdommen udstykket til ejerlejligheder.

Haven ud for lærerværelset er privat område, står der på et skilt. Da skolen var skole, måtte vi elever heller ikke komme i haven.

Lindholmssti og biblioteket

Jeg kørte mod øst og stoppede ved Lindholmssti for at tage dette billede (i modlys, naturligvis):

På Lindholmssti lå engang et bibliotek i nogle røde træbarakker, som vistnok var fra krigens tid. Her lånte jeg mange bøger som barn/ung.

Overbibliotekaren var en drage og børnenes skræk. Hun blev ikke kaldt andet end ”G.J.”, og ve den arme stakkel, som blev pågrebet med utilstrækkeligt håndvaskede hænder!

Hun havde meget klare meninger om, hvilke bøger der var upassende for børn og unge. Jeg kunne dog læse ucensureret, for min storesøster havde fritidsjob på biblioteket, og i tvivlstilfælde kunne hun tage bøgerne med hjem.

Biblioteket og træbarakkerne er væk i dag. Det var vist noget med råd og/eller uhelbredelig skimmelsvamp. I den ideelle verden havde det været bogorm.

Limfjordsbroen

Jeg smuttede over Limfjordsbroen, hvor mange kommende royale runnere gik den modsatte vej. Under broen på Nørresundbysiden finder man dette maleri, hvor sol/skygge drillede mit kamera:

Der er et billede mere, om end det ligner graffiti – der står ”Disasters” med store, gule bogstaver.

Slut

Så var det tid at køre hjem til frokost.

At gå på billedjagt er en sjov måde at opleve Aalborg på, og med gadekunsten er Aalborg blevet en sjovere by. Har man dårlig tid til at lede, kan VisitAalborgs kort være praktisk.

Og nu må de royale runnere være kommet i mål. Der er i hvert fald slukket for helikopteren.

/Eric