Tag-arkiv: Minder

Street Art – gadekunst i Aalborg #3

I det tredje og foreløbig sidste indlæg om gadekunst i Aalborg kommer jeg bl.a. til Vestbyen, mit barndomsland hvor minderne har hjemme.

Efter gårsdagens regn og rusk var det herligt vejr til en cykeltur for at spotte gadekunst.

Gavlmaleri Reberbansgade

Reberbansgade – klik for lidt større version i nyt vindue

En stor del af midtbyen var afspærret, og således gik det op for mig, at der også er royalt løb i Aalborg. Det siger noget om min interesse for den slags.

Afspærringerne gjorde det også meget besværligt at se malerierne i Kattesundet, så de må igen vente.

Jeg sendte ambulanceførere og buschauffører min medfølelse, sneg mig forbi nogle afspærringer og fandt gavlmaleriet i Ladegårdsgade (nær Gåsepigen på Vesterbro). Det var jeg ikke så begejstret for, men det er fint, at der er noget for enhver smag.

Til gengæld gik ”ansigtshuset” i Urbansgade rent ind, og hvis du klikker på de små billeder, vises de i en større version i et nyt vindue.

Læs resten

Minderig oprydning

Når man rydder op, falder man nemt i staver, fordi så mange ting kalder minder frem – fx billeder, breve og lejlighedssange.

Det går støt og roligt fremad med oprydningen i kælderen. Kassevis af papirer er sorteret. Nogle gemmes, andre bortskaffes. Papirer med personlige oplysninger går til forbrænding, de andre til genbrug.

Det er godt, at meget nu er blevet digitalt. Førhen fik vi dynger af papir, fx fra PFA, og i en af pensionsromanerne fandt jeg nedenstående billede af Pussy, vores første kat.

Pussy

Før vi købte hus i 1991, boede Pussy en etage over os i opgangen. Hun havde ikke et godt liv, og søgte ofte ro og tilflugt i vores lejlighed.

Ikke så længe efter vi var flyttet, mødte Helle en af beboerne, som fortalte, at Pussys ejere var flyttet og havde ladet katten skøtte sig selv. Pussy holdt nu til i baggården.

Helle rykkede hurtigt ud, og Pussy rykkede ind. Her blev hun, til hun døde nogle år senere. Hun var ikke nogen indladende kat, men det var forståeligt med den opvækst.

Nips og de glemte euro

Læs resten

Det efterladte fortæller om personen

Det, man efterlader, er med til at tegne et portræt af personen. Mors komprimerede lejlighed vidner om et sirligt ordensmenneske.

Eric 1992Vi er begyndt at rydde mors lejlighed.

Boet er overskueligt, for ud over indestående i banken ejede hun ikke noget à la bil, motorbåd eller fast ejendom, og det gør skiftet relativt ukompliceret. Alligevel er der meget i den lille, toværelses lejlighed, og vi er kun begyndt.

Hun skrev dagbog. Ikke prosa, men en spiralkalender med noter om det ene og andet såsom ”kogevask” og ”Sol! Endelig sommer”. Der er flere års notater.

Hun fik aldrig computer. IT var en anden planet, men hun førte sirligt regnskab, og der er mapper/ringbind med udklip og andet arkiveret efter emne i plastiklommer.

Der er også kvitteringer og brugsanvisninger for apparater, der for længst er borte. Der er postkort, vi børn har sendt, og fotoalbum som dækker et langt liv.

Der er udklip om emner, der interesserede hende, og naturligvis også om familien – fx min søsters bryllupsbillede i avisen og et avisbillede af mig fra en skakturnering i 1992. Hun forstod overhovedet ikke skak, men har alligevel været stolt.

Jeg gyser, når jeg ser og husker de briller. Håret var endnu ikke erfaringsfarvet.

Noget lægges til side og gemmes, men det meste ryger ud. I gerningsøjeblikket virker det ufølsomt at smide skattede minder i en container, men man vænner sig til det.

Andet overrasker. For eksempel vidste jeg ikke, at hun havde så mange sko. Hun kan umuligt have brugt dem alle. Nogle må være fejlkøb, og hvorfor hun gemte dem, aner jeg ikke.

Ville hun ikke erkende, at nogle var fejlkøb? Eller er der bare kvinder, der har noget med sko? Måske husker du historien om Imelda Marcos – for nu at tage det ekstreme.

Og så er der alt det løse, og det er faktisk ikke så lidt. Hvad har du ikke i dit køkken, og hvad har du ikke af hæfteplaster, sakse, viskestykker, nips, kosmetik og hygiejneting?

Man bliver nemt sentimental, når personen tegnes af de efterladte detaljer, men vi må videre. Sådan er det.

/Eric