Kategoriarkiv: Erindringer og minder

Street Art – gadekunst i Aalborg #3

I det tredje og foreløbig sidste indlæg om gadekunst i Aalborg kommer jeg bl.a. til Vestbyen, mit barndomsland hvor minderne har hjemme.

Efter gårsdagens regn og rusk var det herligt vejr til en cykeltur for at spotte gadekunst.

Gavlmaleri Reberbansgade

Reberbansgade – klik for lidt større version i nyt vindue

En stor del af midtbyen var afspærret, og således gik det op for mig, at der også er royalt løb i Aalborg. Det siger noget om min interesse for den slags.

Afspærringerne gjorde det også meget besværligt at se malerierne i Kattesundet, så de må igen vente.

Jeg sendte ambulanceførere og buschauffører min medfølelse, sneg mig forbi nogle afspærringer og fandt gavlmaleriet i Ladegårdsgade (nær Gåsepigen på Vesterbro). Det var jeg ikke så begejstret for, men det er fint, at der er noget for enhver smag.

Til gengæld gik ”ansigtshuset” i Urbansgade rent ind, og hvis du klikker på de små billeder, vises de i en større version i et nyt vindue.

Læs resten

Minderig oprydning

Når man rydder op, falder man nemt i staver, fordi så mange ting kalder minder frem – fx billeder, breve og lejlighedssange.

Det går støt og roligt fremad med oprydningen i kælderen. Kassevis af papirer er sorteret. Nogle gemmes, andre bortskaffes. Papirer med personlige oplysninger går til forbrænding, de andre til genbrug.

Det er godt, at meget nu er blevet digitalt. Førhen fik vi dynger af papir, fx fra PFA, og i en af pensionsromanerne fandt jeg nedenstående billede af Pussy, vores første kat.

Pussy

Før vi købte hus i 1991, boede Pussy en etage over os i opgangen. Hun havde ikke et godt liv, og søgte ofte ro og tilflugt i vores lejlighed.

Ikke så længe efter vi var flyttet, mødte Helle en af beboerne, som fortalte, at Pussys ejere var flyttet og havde ladet katten skøtte sig selv. Pussy holdt nu til i baggården.

Helle rykkede hurtigt ud, og Pussy rykkede ind. Her blev hun, til hun døde nogle år senere. Hun var ikke nogen indladende kat, men det var forståeligt med den opvækst.

Nips og de glemte euro

Læs resten

40 år sammen

Helle flyttede ind for 40 år siden. Faktisk havde hun boet hos mig et stykke tid, men nu blev det sådan rigtigt med møbler og det hele.

Det var den 27. eller 28. december 1978, jeg husker det ikke præcis.

Det var i Aalborg, en toværelses hjørnelejlighed på 3. sal. Med godt 60 m² var der fin plads til to, som ikke havde meget jordisk gods.

Vi mødte hinanden på universitetet, og så gik det, som det gik.

Helle 1983

Klik for større foto

Det er her, jeg skulle lovprise, men det er for privat. Jeg nøjes med et billede fra 1983.

Vi var unge og havde travlt med at være det. Hvad der skete de følgende 40 år, vil jeg springe over. Dette er et blogindlæg, ikke en erindringsbog.

Hvad skal der til for at holde et parforhold kørende i 40 år?

I dag er vi ikke de samme, som vi var, det siger sig selv. Der sker så meget i livet, og man ændrer sig, men for nu at bruge computersprog udviklede vi os i retninger, som var kompatible.

Vi sleb vel hinandens kanter til, så de passede sammen. Man skal ville det, give sig og bære over med.

Vi har altid haft noget, vi sammen kunne glæde os til. Som at blive studiegælden kvit, hjemlige projekter, rejser, næste weekend, et godt måltid – stort som småt. At glæde os sammen og realisere planerne, drømmene, har været vigtigt.

Humor har også betydet meget – det at kunne more sig og grine sammen. Helles latter er smitsom.

Det kan vel koges ned til ”at være fælles om”. Længere er den vel ikke, keep it simple.

40 år er ingen endestation. Det er bare et stoppested på vejen, hvor man ser tilbage og prøver at se frem.

Det sidste er svært. Man kan lægge planer og håbe, at de ikke afspores af livet, men nuet har man altid, til det slutter.

/Eric