Spadseretanker

Jeg spadserer gerne en formiddagstur, hvis vejret er til det. Med benene på automatpilot kan tankerne gå deres egne veje.

Vandgraner

Vandgraner i Østre Anlæg, november 2021

Øjnene scanner i forbifarten, men jeg hæfter mig normalt kun ved ændringer. Fx blev et hus på Langgade revet ned i fjor, og ukrudt forvandlede grunden til et vildnis.

Nu er der støbt fundament til et nyt hus, som fylder næsten hele grunden. Der bliver knap plads til en række radiser, hvis de også skal have kuglegrill.

Benene styrer mod Østre Anlæg, en af mine foretrukne ruter. En tømrer arbejder med en mobil rundsav foran en villa. Jeg sætter automatpiloten på pause og haster forbi.

Ved Markuskirken tjekker jeg, om der kommer en orgelkoncert eller lignende i nær fremtid. Det gør der sommetider, og så glemmer jeg det. Næste gang må jeg huske at sætte en alarm i kalenderen.

Jeg har aldrig betalt kirkeskat, men en gratis koncert af og til er alligevel rimelig. Jeg boede nemlig tæt på kirkeklokkerne i 14 år og tænkte aldrig på deres bimlen som bevaringsværdig kulturarv – og da slet ikke efter en nattevagt.

Østre Anlæg

Hvor Østre Anlæg ligger i dag, var der teglværk for mange år siden. Kommunen overtog grunden, fyldte det meste af søen op og anlagde park.

På søbredden står nogle kinesiske vandgraner (er det vist). Nålene bliver gyldenbrune på denne tid og er begyndt at drysse. Der er ænder, blishøns, rørhøns og måger. Gad vide, hvor svanerne er blevet af?

Jeg plejer at gå rundt om søen, men i dag vælger jeg udgangen til Teglværks Allé og Østerbro. Kort herfra, i Islandsgade, boede jeg fra 1977 til 1991. Helle flyttede ind i 1978.

Butikkerne på Østerbro

Dengang var der små butikker: slagter, bagere, farvehandel, kiosk, herre- og damefrisører, købmand, grønthandler, vietnamesisk grillbar, værtshus og flere, som jeg har glemt.

I dag er der et par frisører, og slagter Madsens butik er blevet til Aleppo Grill. Trines fodterapi har åbent efter aftale, dog ikke om søndagen. De andre, nedlagte forretninger er lavet til lejligheder.

Det ærgrer mig i dag, at jeg ikke tog nogen billeder dengang, men det er typisk, at jeg først ser tingene, når de er væk.

Melankoli

På hjemvejen holder jeg pause på bænken ved Vejgaard Kirke. Der er et vindue lige over bænken, og nogle dage kan jeg svagt høre orgelmusik og salmesang. Der ligger cigaretskodder mellem brostenene, så jeg er ikke den eneste, der holder pause her.

Jeg går gennem kirkegården og hilser på en tidligere kollega, der har ligget her siden februar. Han blev kun 53 år gammel, det er altså for lidt.

Der har været vel mange dødsfald i år, familie og bekendte. Det kommer ligesom i bølger, ikke jævnt fordelt, men det er jo nok en tilfældig funktion af alder og sygdom.

Jeg ryster melankolien af mig og sætter fodspor i stiens velrevne perlegrus. Hjemme ligger katten i vindueskarmen over radiatoren. Han er svært tilfreds, når der er varme på.

Det blev til knap 4 kilometer. Længere ture til spadseretanker ville helt sikkert gavne den fysiske form, men alt med måde.

/Eric

6 thoughts on “Spadseretanker

  1. Lene

    dejligt med en gåtur til at lufte hjernen. Jeg gik i Østre Anlæg i lørdags. Det er en sand perle. Min datter bor lige i nærheden af udgangen til Teglværks allé. Hun nyder at kunne følge naturens gang fra sit vindue og på hendes daglige ture i anlægget. Vi prøvede også motionsredskaberne i den anden ende

    Svar
    1. Eric

      Østre Anlæg er en veltrimmet oase i kvarteret, og din datters lejlighed ligger rigtig godt. Motionsredskaberne vil jeg bestemt ikke lægge beslag på, hvis andre har behov 😉

      Svar
  2. Ellen

    Jeg har mange gange oplevet at ærgre mig over, at jeg ikke har taget nogen førbilleder, når efterbillederne allerede er en realitet – og vi to er nok ikke de eneste der har haft sådanne tanker, men som du siger, så ser man jo i sagens natur først forandringerne, når de er sket, og man skænker ikke en tanke, at lige her eller lige der kan der se ganske anderledes ud om et stykke tid.

    Svar
  3. Erik Hulegaard

    Memory Lane nydes bedst i fornuftigt vejr. Illustrationen viser et fint efterårs eksempel. Mit daglige pensum er også ca. 4 km, når årets gennemsnit udregnes. En vekselvirkning af fysisk motion og ikke mindst mental motion. Den indre harddisc arbejder mere eller mindre struktureret, nogle gange massivt, som det tillades, når vejen og ruten kendes godt.

    At ”dødsraten” er stigende, er en naturlig refleksion med alderen. Og ifald kirkegården inkluderes i ruten, er der både gamle og nye datoer, der møder ens syn. Nogle gange standser man(d) op, når fødsels- og dødsdatoer er ”for tætte”. Du har så den fordel, at Memory Lane(s) er samlet i din ”livsby”, modsat mig, der må fordele dataindtrykkene mellem Storkøbenhavn og Assens.

    Svar
    1. Eric

      Netop, en velkendt rute og frisk luft kan slippe tankerne fri.
      Naturligvis er der en sammenhæng mellem hvor længe, man overlever, og hvor mange i kredsen der går bort. Det er blot tankevækkende og statusfremkaldende, når dødsfaldene kommer i byger.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *