Hvad skufferne gemte

I sidste indlæg skrev jeg om mindernes kommode, i dag handler det om håndgribelige minder i kælderens kommodeskuffer.

I et pludseligt anfald af virketrang sætter jeg mig for at rydde op i et par skuffer i kælderkommoden.

Det er skuffer, som gennem årene har modtaget og værnet om nips og småting, vi ikke lige vidste, hvad vi ellers skulle gøre af.

Kodak Instamatic

Øverst ligger mit første kamera, et Kodak Instamatic. Jeg fik det, da jeg gik i realen. Hvorfor jeg har gemt det, aner jeg ikke. Det har næppe været forsætligt.

Det tog såmænd nogenlunde billeder, point and shoot (se billedet af Poul længere nede), men nu ryger det ud med næste portion elektronikaffald.

Den gamle bæltepung kommer jeg ikke til at bruge igen og heller ikke tobaksdåsen, hvorpå der står ”Yatzy-afgift!”.

Yatzy-afgift

Og der er blokfløjten! Jeg fik den i underskolen, da musiklærerinden (frk. Sommer hed hun vist) omdannede klassen til et blokfløjteorkester. Jens og jeg pustede andenstemmen til ”Sig månen langsomt hæver”.

Det lød forfærdeligt, når hele klassen pustede, men fløjten overlever alligevel. Jeg beholder også mundharmonikaen, som jeg helt havde glemt eksistensen af – måske i skuffelse over, at det aldrig kom til at lyde som Bob Dylan.

Hvad i alverden laver de gamle briller her? Styrken passer ikke mere, og de er rædsomme. Ud med dem.

En masse præmiekuverter og turneringstabeller fra mine år som skakspiller reinkarnerer snart som æggebakker eller lignende. Jeg har ikke set på dem i 30 år og kommer heller ikke til det.

Jeg troede, at jeg havde smidt alle gamle kontoudtog og skattepapirer væk, men nej, her er endnu et bundt. Elastikken er mør og knækker.

Jeg skimmer bundtet. Du milde, hvor tjente banken tykt på de statsgaranterede studielån – og uden mindste risiko! Da jeg startede tilbagebetalingen, skyldte jeg 3 gange det, jeg havde lånt.

Renterne, som var løbet på i studietiden, kunne trækkes fra efter forskellige modeller, og skattevæsenet kunne ikke finde ud af det. Jeg var til torskegilde mindst to gange, men kunne dokumentere alt. Jeg må have en vis pædagogisk sans.

Det var en glædens dag, da studiegælden var afviklet; det var billetten til de ferierejser, vi havde drømt om.

En kammerat fra gymnasietiden, Poul, flyttede til København ca. 1978, og vi brevvekslede. Hans breve ligger dér, pænt bundtet. Jeg skal pludselig blinke non-stop. Han døde for 26 år siden. Leukæmi, forlød det.

Det vil bare gøre ondt at læse brevene igen; Pouls ansigt vil hele tiden glide ind og dække for teksten.

Poul i 1973

Poul i 1973. Taget med Instamatic-kameraet.

Og her er sørme mit pressekort til skakolympiaden i 2002, der blev spillet i Bled i Slovenien. Med pressekortet kunne jeg komme ind bag afspærringerne den første halve time (var det vist) af spilletiden, og jeg tog fotos til Skakbladet.

Pressekort

Vi var et hold skakturister fra Danmark, og det var en knippelgod tur. To år efter ville vi (omtrent samme hold) gentage succesen, da olympiaden blev spillet på Mallorca, men her var tilskuerforholdene elendige, og vi brugte det meste af tiden på at udforske den smukke ø.

Nå dér er de hæfter med korrespondanceskakpartier, jeg har ledt efter. Jeg spillede bl.a. europamesterskab for juniorer (under 20 år). Postkortene med skaktræk, frimærker og stempler fra DDR og USSR gemmer jeg nogle stykker af.

Skak-kort fra DDR

Skak-kort fra DDR

Fars postkort fra den store verden forbliver også i skuffen.

Helle må afgøre, om hun vil beholde sit ældgamle armbåndsur. Nålen med ”Skolens svømmerprøve” må også være hendes.

Jeg lærte at svømme i friluftsbadet, men den sommer var bidende kold, så jeg droppede undervisningen, så snart jeg var i stand til at holde hovedet oven vande og sprælle mig fremad.

Thylejren 1977

Thylejren 1977

Det prægede læderhalssmykke, eller hvad man skal kalde det, beholder jeg også. Det fik jeg i Thylejren i 1977, hvor der var sommerlejr arrangeret af (vistnok) Danske Studerendes Fællesråd. ”Smykket” var vist bevis på, at man havde betalt og ikke var der for at glo.

Vejret var fantastisk, og jeg blev caffé latte-brun. Få dage efter jeg var kommet hjem, savnede jeg fællesskabet og blaffede mig tilbage. Det nye semester startede først til september, jeg var fri som fuglen og omtrent lige så velhavende.

Tændstikæskerne med fiskekroge fatter jeg ikke, hvorfor jeg har gemt. Jeg har ikke fisket, siden jeg var 13-14 år gammel. Ud!

Jeg kommer næppe nogensinde til at bruge det lille lommeskakspil, men måske kan det glæde en eller anden i skakklubben. Det er fredet indtil videre.

Jeg husker ikke, hvordan jeg fik de to, nu tomme cigarkasser med låg, men jeg beholder dem. De kan være gode til nips og småting, man ikke lige ved, hvad man ellers skal gøre af.

/Eric

10 thoughts on “Hvad skufferne gemte

  1. Donald

    Det er sjovt at være nede i dine skuffer!

    Om Instamatic kan man sige at det opfyldte en funktion.
    Jeg vil tro at mange af vores bedste billeder fra 50’erne og 60’erne netop skyldes, at Kodak og Agfa så et marked i privatbilleder. At der måske kun er 1 ud af hundrede, som er værd at kaste blik på i dag, er ligegyldigt – der er altid enormt spild, når man skal lave gode billeder.

    Vi kommer langt omkring, fra blokfløjteorkester (hvordan kan musikere spille rent på blokfløjte i fx. Bach’s Brandenburger Concerto 4? Ufatteligt!) og til torskegilde, afvikling af studiegæld som bankerne tjente stygt på, og til ferie på Mallorca — men det hænger jo sammen alligevel, i en tynd tråd.

    Svar
    1. Eric

      Vi er mange, som deler mindegods, og det sjove er vel, hvor forskelligt eller ens vi har oplevet det. Og jo ældre vi bliver, jo mere kan vi stuve i skufferne.

      Svar
  2. Farmer

    Stort set alle antikviteter har for en periode været gammelt skrammel.
    Det er værd at have i baghovedet inden der smides for meget væk.

    Svar
  3. Uffe Jerner

    Engang havde jeg et nytårsforsæt, som gik ud på at rydde op i én skuffe eller på én hylde hver dag. Det viste sig at være en yderst effektiv måde at få ryddet op på uden at overanstrenge sig. I løbet af et par måneder var der eventyrligt mange ledige skuffer og hylder. Men skrammel er tilsyneladende selvreproducerende, og det er ubegribeligt, så meget af det, man kan samle sammen igen på ingen tid, og som man kan undre sig over, at man har beholdt. Alligevel skal man ikke gå alt for hårdhændet til værks. Sentimentalitet er efter min mening en undervurderet følelse, og gamle, ubrugelige remedier og rekvisitter kan være uvæksmidelige, fordi de – som indlægget også viser – er værdifulde støtter for hukommelsen.

    Svar
    1. Eric

      Jeg er helt enig – også i at ting kan være værdifulde støtter for hukommelsen. Nu, hvor nogle af støtterne er væk, kan jeg heldigvis opfriske minderne ved at finde indlægget på bloggen.

      Svar
  4. Ellen

    Den form for ophobning er nok den største ulempe ved at have boet i det samme hus i så mange år. Vi lavede smid ud-øvelsen, da vi flyttede herned, og selv om vi rent faktisk flyttede til noget større, røg der meget ud. Som i rigtig meget. Vi var på forhånd blevet enige om, at alt der havde ligget på loftet i 20-26 år af de 26 år vi nåede at bo i rækkehuset, uden vi havde haft brugt det, så skal det UD. Uden sentimentalitet. Punktum.
    Jeg har også for ikke så længe siden overtalt John til, at alle CD-afspillere, VHS-videoafspillere, gamle, alt for store højttalere og lignende, for længst outdated elektronik skulle smides ud. Han havde det vist skidt med det, men kunne godt se, at det aldrig ville blive taget i anvendelse mere.
    Men det er svært at komme til den forståelse med sig selv, at de fleste minder faktisk trives bedst inde i ens hoved og ikke behøver at tage fysisk plads op.

    Svar
    1. Eric

      Som jeg svarede Erik, har jeg været i gang, siden jeg gik på efterløn (ja, faktisk før), og du har ret: “Punktum”, men helt uden sentimentale følelser er det alligevel ikke.

      Svar
  5. Erik Hulegaard

    Det – mildt sagt – voluminøse kommodeindhold er i usorteret – men for beskueren pudsigt – præsentation spredt ud over den (for de overmodne) 10-sporede Memory Lane.

    Den (knap så modvilligt) afgående Melania Trump var sikkert ved at afvikle sin modelkarriere som 32-årig og næppe til stede i sit fødeland, da du var presse-akkrediteret i Slovenien.

    Charmen og styrken (og til en vis grad svagheden) ved at have (for?) meget plads på matriklen ses af de åbne kommodeskuffer. Meget, for ikke at sige det meste, ville ikke kunne overleve konvertering til en 2-3 værelses lejlighed, men din unge alder gør jo, at der går jo en del år, før en seniorvenlig pensionistbolig sætter rammer for den nostalgiske lagerbeholdning.

    Svar
    1. Eric

      Jeg mødte i hvert fald ikke præsidentfruen in spe.
      Du har ganske ret i dine pladsbetragtninger, og skuffeoprydningen er blot ét tiltag i kampagnen, der startede, da jeg gik på efterløn. En del større ting er dømt til at ende på genbrugspladsen, men det udskydes nok, til der er mere ro på coronafronten.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *