Det, man efterlader, er med til at tegne et portræt af personen. Mors komprimerede lejlighed vidner om et sirligt ordensmenneske.

Vi er begyndt at rydde mors lejlighed.

Boet er overskueligt, for ud over indestående i banken ejede hun ikke noget à la bil, motorbåd eller fast ejendom, og det gør skiftet relativt ukompliceret. Alligevel er der meget i den lille, toværelses lejlighed, og vi er kun begyndt.

Hun skrev dagbog. Ikke prosa, men en spiralkalender med noter om det ene og andet såsom ”kogevask” og ”Sol! Endelig sommer”. Der er flere års notater.

Hun fik aldrig computer. IT var en anden planet, men hun førte sirligt regnskab, og der er mapper/ringbind med udklip og andet arkiveret efter emne i plastiklommer.

Der er også kvitteringer og brugsanvisninger for apparater, der for længst er borte. Der er postkort, vi børn har sendt, og fotoalbum som dækker et langt liv.

Der er udklip om emner, der interesserede hende, og naturligvis også om familien – fx min søsters bryllupsbillede i avisen og et avisbillede af mig fra en skakturnering i 1992. Hun forstod overhovedet ikke skak, men har alligevel været stolt.

Jeg gyser, når jeg ser og husker de briller. Håret var endnu ikke erfaringsfarvet.

Noget lægges til side og gemmes, men det meste ryger ud. I gerningsøjeblikket virker det ufølsomt at smide skattede minder i en container, men man vænner sig til det.

Andet overrasker. For eksempel vidste jeg ikke, at hun havde så mange sko. Hun kan umuligt have brugt dem alle. Nogle må være fejlkøb, og hvorfor hun gemte dem, aner jeg ikke.

Ville hun ikke erkende, at nogle var fejlkøb? Eller er der bare kvinder, der har noget med sko? Måske husker du historien om Imelda Marcos – for nu at tage det ekstreme.

Og så er der alt det løse, og det er faktisk ikke så lidt. Hvad har du ikke i dit køkken, og hvad har du ikke af hæfteplaster, sakse, viskestykker, nips, kosmetik og hygiejneting?

Man bliver nemt sentimental, når personen tegnes af de efterladte detaljer, men vi må videre. Sådan er det.

/Eric