Tag-arkiv: Dødsbo

Tenerife med mere

Der har været noget at se til. Ikke at jeg har haft sådan hu-hej-travlt, men med arbejde, dødsbo, snot og vinterferie har der ikke været overskud til bloggen.

Vinterferie

Fra promenaden i Puerto de la Cruz

Fra promenaden i Puerto de la Cruz

I uge 3 var vi på Tenerife. Jeg var sygemeldt torsdag og fredag, før vi rejste søndag, og Helle var heller ikke rask – to gedigne vinterforkølelser med hoste.

Så Tenerifes milde klima bekom os særdeles vel. Der blev sovet og hvilet meget den uge, og vi fik det bedre, og hurtigere end hvis vi havde slæbt os på arbejde hjemme.

Vintervejret i Puerto de la Cruz er lunefuldt, men selv når der var overskyet, var det mildt med 18-20°, og når solen fik magt, mærkede man, at Tenerife er på højde med Nordafrika.

Der var ikke energi til eventyr og udflugter. Vi sad meget på altanen, gik ture langs havet og i byen og spiste godt undtaget én aften, hvor vi var dumme nok til at bestille spaghetti. Det skal man ikke bestille på Tenerife, når man er forvænt fra Italien!

Jeg har skrevet en tam rejsedagbog. Turen var, som den var, og så kan dagbogen ikke dampe af eventyr og action, men den er alligevel kommet med i samlingen.

I dag er jeg glad for, at jeg har skrevet rejsebeskrivelser fra næsten alle vores rejser. Uden dem ville hukommelsen være kaos.

Dødsboet

Læs resten

Det efterladte fortæller om personen

Det, man efterlader, er med til at tegne et portræt af personen. Mors komprimerede lejlighed vidner om et sirligt ordensmenneske.

Eric 1992Vi er begyndt at rydde mors lejlighed.

Boet er overskueligt, for ud over indestående i banken ejede hun ikke noget à la bil, motorbåd eller fast ejendom, og det gør skiftet relativt ukompliceret. Alligevel er der meget i den lille, toværelses lejlighed, og vi er kun begyndt.

Hun skrev dagbog. Ikke prosa, men en spiralkalender med noter om det ene og andet såsom ”kogevask” og ”Sol! Endelig sommer”. Der er flere års notater.

Hun fik aldrig computer. IT var en anden planet, men hun førte sirligt regnskab, og der er mapper/ringbind med udklip og andet arkiveret efter emne i plastiklommer.

Der er også kvitteringer og brugsanvisninger for apparater, der for længst er borte. Der er postkort, vi børn har sendt, og fotoalbum som dækker et langt liv.

Der er udklip om emner, der interesserede hende, og naturligvis også om familien – fx min søsters bryllupsbillede i avisen og et avisbillede af mig fra en skakturnering i 1992. Hun forstod overhovedet ikke skak, men har alligevel været stolt.

Jeg gyser, når jeg ser og husker de briller. Håret var endnu ikke erfaringsfarvet.

Noget lægges til side og gemmes, men det meste ryger ud. I gerningsøjeblikket virker det ufølsomt at smide skattede minder i en container, men man vænner sig til det.

Andet overrasker. For eksempel vidste jeg ikke, at hun havde så mange sko. Hun kan umuligt have brugt dem alle. Nogle må være fejlkøb, og hvorfor hun gemte dem, aner jeg ikke.

Ville hun ikke erkende, at nogle var fejlkøb? Eller er der bare kvinder, der har noget med sko? Måske husker du historien om Imelda Marcos – for nu at tage det ekstreme.

Og så er der alt det løse, og det er faktisk ikke så lidt. Hvad har du ikke i dit køkken, og hvad har du ikke af hæfteplaster, sakse, viskestykker, nips, kosmetik og hygiejneting?

Man bliver nemt sentimental, når personen tegnes af de efterladte detaljer, men vi må videre. Sådan er det.

/Eric