Der er ofte strømsvigt på Leros, nogle er blot et blink, andre varer flere timer.

Pizza på Leros
Bortset fra nogle vindmøller nær Alinda kommer elforsyningen via søkabler fra et kraftværk på Kos, og der er vel et svagt led eller to.
Hvis det skete i Danmark, ville samfundet gå i stå, og når strømmen kom tilbage, ville aviserne skrive om hybridkrig, oppositionen ville kalde ministeren i samråd, og konspirationsteorier ville blomstre på Facebook.
På Leros har man vænnet sig til det og tager det roligt. Supermarkedet har en nødgenerator, så frost- og kølevarer klarer sig, og ellers venter man blot, til strømmen kommer tilbage. Det skader ikke at holde en pause.
Vores værtinde har gaskomfur i privaten, så hun var rundt med en kasserolle varmt vand til dem, der gerne ville have lunken morgenkaffe.
Forskellene maner til eftertanke. Det danske samfund er lige så sårbart, som det er effektivt, og de, der argumenterer for det kontantløse samfund, kan kun tænke ét træk frem.
Den bedste pizza
Man kan godt trænge til en pause fra det solide, græske mormor-køkken, og så er det jo fint, at der er et lille pizzeria rundt om hjørnet, hvor vejen fører ned til Panteli Bay.

Pizzeria Cazzolo Michele
Det har eksisteret i flere år, men vi besøgte det for første gang i fjor. Der er udendørs servering i noget, man kan sammenligne med et villatelt med gulv. Der er vist 8 borde, og de betjenes af en velvoksen ung mand, der taler flydende græsk, engelsk og italiensk.
Deres pizzabund er den bedste, jeg nogensinde har fået. Selv efter en halv time er kanten mør og til at skære med en bordkniv, hvor normen ellers er, at man skal bruge vinkelsliber efter 10 minutter.
Det sagde jeg til den unge mand sidste år, og det gjorde ham glad. Han fortalte, at det er hans stedfar, der laver pizzaerne, og at stedfaren er fra Sicilien.
Hvad der så har bragt den lille benrad af en sicilianer fra Mafioso-land til Leros, spurgte jeg ikke om, man har vel pli, men det står fast, at han laver gode pizzaer. Han får også en stjerne for, at rødvinen er afkølet.
Det italienske underholdningsfjernsyn i hjørnet trækker dog tilsvarende ned. Kun amerikanerne laver mere fordummende TV-shows.
Røgfanen fortæller mig, at sicilianeren tænder op i stenovnen ved 17-tiden. Så kan han lave pizza, selvom der kommer strømsvigt.
Vi har reserveret bord til i aften.
Sjovt at høre, hvordan strømafbrydelser på Leros bare bliver taget med ophøjet ro. I Danmark ville vi nok have breaking news på alle kanaler, ministre i samråd og en Facebook-gruppe om sandheden bag strømsvigt. Måske kunne vi lære lidt af den græske tilgang til tingene: Slap af, spis en pizza, og vent på at strømmen vender tilbage. Og når pizzakanten kan skæres med bordkniv efter en halv time, er det vel næsten et argument for at flytte til Leros.
Ja, når “katastrofer” bliver hverdagshændelser, er der vel ikke andet at gøre end at tage det med ophøjet ro. I dag var der strømsvigt fra kl. 07:40 til 13!
P.S. Jeg havde overset din kommentar, derfor det sene svar.
De artificielle kuffertmærker udviser (også) en betydelig Sicilien-anciennitet. Så det er nok i samme tråd fornuftigt ikke at interviewe den pizzabund begavede kok. Når disse linjer læses , er endnu et hjemmelavet måltid “overstået” forhåbentlig med tilfredsstillende eftersmag.
Vi skulle jo nødig have den i forvejen udfordrede nedadgående hvilepuls til at vibrere. Nuvel, strømsvigt modtages med græsk temperament, modsat en dansk variant, hvor kriseberedskab og minister-pressekonferencer let kunne blive iscenesat, medens parcelhusets kummefrysers indhold blev blødt.
Det forekommer hult og inderligt overflødigt, men alligevel “Rigtig god ferie i det nærmest perfekt tempererede Hellas.”
Tak Erik, og pizzaen var igen glimrende.
Vi har faktisk prøvet at vende hjem til en fryser med optøet indhold. En håndværker havde i vores fravær slukket for den forker kontakt. Føj! Kontakten er nu tildækket med gaffatape.
Udover strømsvigt er der en skrøbelig internetforbindelse, men det lærer man også at leve med 🙂
Der er på mange måder forskel på et lille græsk øsamfund og Danmark, selv om vi er et – i verdens øjne – lille land. Jeg tror dog, at man skal være skabt af et særligt stof for at trives med et sådant øliv – eller måske er det nok at være født der 🙂
Med hyppige strømafbrydelser har man for længst lært at have alternative backup-løsninger. Det kunne være rart at kunne tage det bedste fra begge steder, men sådan er verden desværre ikke skruet sammen, og overordnet set klager jeg ikke over at bo i Danmark.
Den pizza gad jeg godt smage. Mit livs bedste af slagsen fik vi i Toscana, hvilket nok ikke er så underligt. Den næstbedste laver de i en italiensk restaurant i Vejle. Når man først har smagt ‘rigtig’ pizza, er man for altid færdig med de frosne fra supermarkedet … som jeg aldrig har brudt mig om, og som jeg af samme årsag kun har tyet til 3-4 gange i mit liv.
Tænk, at der er nogen, der kan slå USA i dårlig tv-showkvalitet. Jeg ville ikke have troet det muligt 😀
Ølivet er noget for sig, og på fx de græske øer tror jeg, at der er koldt om vinteren med de piv utætte og dårligt isolerede huse. Og i juli/august er heden dræbende! Af samme grunde er det en fornøjelse at besøge dem, når klimaet er bedst 🙂
Dybfrossen pizza er en vederstyggelighed! Vi har fået pizza flere steder i Italien og i andre lande, men hvad bunden angår, har vi ikke fået den bedre end her på Leros.
Italiensk fjernsyn (det vi har set) er noget skrammel, en cocktail af glimmer, gæt en hvem og kavalérgange, men de fleste kanaler var vel også ejet af Berlusconi.