Jeg ringede til vores rejseforsikring i dag og fik en fremragende service.

Når man bestiller ouzo på Leros, følger der en lille anretning med – meze.
I forrige indlæg skrev jeg om det aflyste fly fra Leros til Athen, og hvad det medførte af bøvl.
I aftes kl. 22:26 græsk tid fik jeg så svar fra Aegean Air: De betaler ikke kompensation, fordi aflysningen skete pga. vejret, som de ikke har kontrol over (gid de havde!), men de refunderer vores udlæg til overnatning, taxi m.m.
Det er fair nok, det med vejret, men håbet er jo lysegrønt.
Med svaret fra Aegean Air kunne jeg kontakte rejseforsikringen og høre, om de ville dække de 5.918 kroner, det kostede at ombooke flyet til Danmark.
Jeg forsøgte først via deres hjemmesideformular, men måtte give op. Formularen insisterede på at snakke om aflyst fly i stedet for omkostningen til ombooking, så jeg ringede for at høre, om jeg skulle vælge en anden kategori eller hvad.
Manden, jeg talte med, bad om nogle få essentielle oplysninger (hvor mange penge det drejede sig om, VISA-kortnummer, medrejsende, datoer og lidt mere), og så sagde han, at beløbet ville gå ind på min konto om et par dage!
Han sagde også, at jeg skulle gemme diverse kvitteringer, fordi der kan komme kontrol.
Jeg var forbløffet over denne tillid. Man er jo så vant til at skulle dokumentere alt i H & R med kvittering for sidste decimal, så det var en forfriskende oplevelse.
Jeg tænker, at de sikkert sparer en del administration ved at undlade pernittengrynskontrol, men alligevel.
Rejseforsikringen følger med vores VISA-kort, og den dækker, hvis mindst halvdelen af rejseudgiften (til transport) betales med kortet.
Når jeg ser pengene gå ind på kontoen, kommer der fem stjerner herfra til Trygs rejseforsikring.
Opdatering den 28. oktober 2025:
Pengene gik ind på kontoen dagen efter, så fem stjerner herfra!
Forsikringsselskaber generelt har ikke det bedste ry. Årsagerne er flere, måske hører man kun om de dårlige erfaringer, hvorimod de – som i dette tilfælde – positiv ekspederede erstatningssager sjældent fremstår i det offentlige rum.
Som anden kommentator (Uffe J.) troede jeg umiddelbart, at illustrationen skulle vise trøstespisning i det igangværende forsikrings-tovtrækkeri.
Glædeligt at læse ovenstående beretning.
@Erik
Den positive historie kunne udløse tiggerbreve, men jeg vover pelsen, og når enden er god osv. 😉
Da jeg så billedet, troede jeg et øjeblik, at Tryg havde spist dig af med en let frokost! Det er sjældent, man hører om så smidig og tillidsfuld behandling fra et forsikringsselskab. Dejligt at du endte med at få en gnidningsfri afslutning på en ellers besværlig rejseoplevelse.
@Uffe
Hehe, nej jeg syntes bare, at der skulle være et billede, og da jeg ikke havde et forsikringsrelevant, så …
Man hører så meget negativt, så jeg syntes, at den gode oplevelse var værd at skrive om.
Det er dejligt at høre (endnu) en god forsikringshistorie. Det er også fint, at der ikke er for meget petitesseri – eller i hvert fald en bagatelgrænse – hvilket ganske rigtigt må spare en del administrationsomkostninger. I øvrigt tror jeg, at de bliver uddannet i at være gode til at ‘læse’ deres kunder, selv om det naturligvis ikke altid er muligt.
Vi har indirekte også Tryg, fordi FDM, som vi er forsikret igennem, i virkeligheden bruger Tryg, som vi, som du ved, kun har gode erfaringer med.
Jeg er sikker på, at dine penge hurtigt går ind på kontoen. Da de (også i forbindelse med rejseforsikring) sagde, at de ville indgå i løbet af 3-5 hverdage, stod de der næste morgen.
@Ellen
Du har sikkert ret i, at de er gode til at “læse” kunderne – der er næppe mange svindlere blandt 70-årige pensionister.
Vi har kun haft gode oplevelser med rejseforsikringer (også andre end Tryg), hvorimod det er mere blandet med andre sager (fx husforsikring). Jeg husker især, hvordan en sølle cykelreparation til ca. 1000 kr. blev trukket ud og ud og ud, da jeg blev kørt ned af en varebil i 2011. Jeg har glemt navnet på forsikringsselskabet, men det var et internationalt banditforetagende.