Seminaret om alternative brændsler blev afholdt på cementfabrikken i Retznei nær Østrigs grænse til Slovenien.

Der var fælles transport fra lufthavnen i Graz til cementfabrikken. Østrig er flot og Retznei idyllisk, men det blev kun til glimt i forbifarten.

Seminaret havde tiltrukket over tredive deltagere; de fleste fra Europa, men også en fra Libanon, og to kom helt fra Thailand. Den ene lignede en knægt på 14, men var det ikke.

I pauserne knytter man kontakter og udveksler artigheder og erfaringer. Man får altid noget nyttigt med hjem. Måske er det ikke nyttigt lige nu, men så ligger det godt i ideernes frøpose.

Alternative brændsler

Men hvad er ”alternative brændsler” egentlig for en størrelse? Det er kort sagt alt brændbart, som kan erstatte fossilt brændsel som kul eller petcoke (petrokoks) uden at kompromittere cementens kvalitet.

I Europa er det først og fremmest affald som plast, papir, pap, tekstiler, bildæk, kød- og benmel, spildolie, tørret spildevandsslam og meget andet. Lokationen betyder en del – fx er der flere risskaller i Østen end i Europa.

Med de mange kilder til affald skal man have godt styr på den kemiske sammensætning. Langt de fleste stoffer er harmløse, men arbejdsmiljø er vigtigt, og hvis koncentrationen af et stof overstiger en magisk grænse, kan det påvirke cementens egenskaber.

Eksempelvis kan fosfor og zink forlænge bindetiden, mangan gør cementen mørkere, klor kan korrodere betonens armeringsjern, og sådan er der så meget.

Affald er blevet en kæmpeindustri i Europa, og meget bliver nu til brændsel i stedet for at ende på stinkende lossepladser.

Grundet biomassefraktionen er en del af affaldet CO2-neutralt. Til gengæld er det ikke nær så homogent som kul, så det stiller langt større krav til forbehandling, og at udtage repræsentative prøver til analyse og kvalitetskontrol er en sand videnskab.

Som kuriosum kan nævnes, at der i EU gælder skrappere emissionskrav (NOx, SOx osv.), når man fyrer med affald, end hvis man kun bruger fossile brændsler. Hvorfor fossile brændsler må forurene mere, kan kun forklares med politikerlogik.

Cementfabrikken i Retznei

Lafarge er verdens største cementproducent med fabrikker i mange lande, og de ejer også fabrikken i Retznei.

Et af de hotte samtaleemner var, at Lafarge nu fusionerer med Holcim, verdens andenstørste producent. De ansatte i centrale funktioner sover sikkert uroligt for tiden.

Fabrikken i Retznei hører til de mindre, men har tilknyttet et anlæg som sorterer og neddeler affald til brugbart brændsel. Det er ikke ukompliceret, for metal, inert materiale og PVC skal sorteres fra før neddelingen. Hård plast sorteres også fra – det har større værdi ved genbrug.

Alt dette er de skrappe til i Retznei, og det er altid spændende at besøge andre fabrikker og se, hvordan de løser (eller ikke løser!) industriens universelle problemer.

Sikkerheden havde de også styr på – de havde ikke haft en arbejdsulykke i mere end 1500 dage, var det vist. Det er flot.

Jeg havde dog svært ved at skjule et smil, da fabrikschefen stolt fortalte, at de forsyner 150 husstande og et hotel med varme. Aalborg Portland leverer fjernvarme til op mod 30.000 husstande, men det fortalte jeg selvfølgelig ikke – det var værtens stjernestund.

Og apropos varme, var vejret så sommerligt, at jeg havde det overskudsvarmt i skjorteærmer og neongul gæstevest.

Aften i Gamlitz

Alle deltagere overnattede på et familiedrevet hotel i Gamlitz, en nærliggende landsby. Det var et glimrende sted.

Jeg gik en lille aftentur. Alt er ganz nett i Gamlitz, men jeg ved knap, hvad jeg skal sige om havenisserne …

Efter en aperitif i baren var der middag. Jeg sad til bords med 3 italienere, en irlænder og en herre fra Luxembourg. Jeg bliver aldrig træt af at høre italienere sige ”manaagement” med trykstærkt “na”. 🙂

Min italienske sidemand havde mange historier om den vanvittige affaldshåndtering i Italien, og et par stykker kommer med i næste og sidste indlæg om seminaret i Østrig.

(fortsættes)