Mit hanmenneske sidder i lænestolen og drikker sort vand. Hans mage lukkede mig ind for lidt siden og gav mig morgenmad.
Nu er hun gået ind i regnværelset. Det gør de hver morgen. Mennesker er underlige.
Jeg får hanmennesket til at åbne terrassedøren, men stivner i dørsprækken: Det regner, og jeg kan ikke fordrage regnvejr. Jeg vender om og løber ud i køkkenet.
Jeg kalder, og hanmennesket kommer. Han kalder mig et fjols og åbner køkkendøren. Her regner det også. Jeg kunne prøve hoveddøren, men beslutter mig for vente.
Jeg havde ellers glædet mig til at besørge i naboens toilet. Det er stort, firkantet og med sort muld, som er dejlig løs, når jeg når til jordpåkastelsen. Om sommeren er planterne lidt i vejen, men han fjerner nogen af dem, når de begynder at fylde for meget, så det går.
Her i min egen have er der ikke et toilet så fint, men haven er min, og det får strejfere at vide. Undertiden bliver det til slåskamp og katar.
I havereviret og nabohaverne jager jeg også mus, det er min livret. Jeg kan også godt lide fugle, men de er ikke så nemme at fange. Solsortene er for kvikke, og skaderne skælder ud, så man får ondt i hovedet.
Da jeg for snart 7 år siden valgte at lade mig fodre her, sagde jeg ikke så meget, men siden har jeg øget mit mjavforråd. Jeg har nemlig fundet ud af, at mislyde stimulerer mennesker til at åbne døre, servere godbidder og lukke mig ud og ind igen. Især hunmennesket har god misforståelse.
Hanmennesket siger, at jeg ikke er et miskendt geni, men sød alligevel. Jeg ved ikke, hvad han mener med det, men jeg ved, at de taler til mig, når de siger ”Misser”, og hvis det er hunmennesket, kommer jeg, for så er der gerne godbidder i farvandet.
Gad vide, hvad de gjorde præmissen, altså før mig? Spiste de mon det hele selv?
Nå, det er tid til en lur. Jeg skulle jo gerne være frisk til i nat.
/Eric
