Kategoriarkiv: Katte

Katten bestemmer

Det er snart 10 år siden, katten valgte at flytte ind. Vi gjorde meget for at tale ham fra det, men han var stålsat, her ville han bo.

Tot på terrassebordet

Tot på terrassebordet

Da han besøgte os første gang, virkede han forkommen og uplejet, så vi troede, at han ikke kunne finde hjem, og kontaktede Kattens Værn.

Fagfolkene kunne læse tatoveringen i øret, og han blev afleveret på hjemmeadressen et par hundrede meter fra vores matrikel. Der gik vel en time, så var han her igen, og det gentog sig.

Vi undlod hårdhjertet at fodre ham, men lige lidt hjalp det. Hvis vi var i køkkenet, hoppede han op på den brede sålbænk, kiggede på os og brægede. Da han en morgen så lys på 1. sal, klatrede han resolut op på udestuens halvtag og græd, til Helle åbnede et vindue og lukkede ham ind.

Vi rejste på ferie i tre uger, og da vi kom hjem, var han der som en mis og gentog, at hans beslutning ikke var til diskussion.

Tot flytter ind

Læs resten

Rejsedagbog og den kattens mus

Vi har igen været på miniferie i Sæby, og jeg har skrevet om turen. Og så er der lidt om den kattens mus.

Sæby strand

Fra torsdag til søndag var vi på miniferie i Sæby. En blanding af (næsten for) varmt vejr og regn, og så spiste vi glimrende på Frøken Madsens Spisehus.

Corona-halløjet betød, at vi måtte aflyse såvel forårsferien til Sicilien som svipturen til Svendborg, så miniferien i Sæby steg pludselig voldsomt i terapeutisk værdi.

Strandkantsdanmark er hårdt ramt af corona-krisens turistsvigt, men mon ikke snart det vender.

Jeg har skrevet om turen her.

Jeg ved egentlig ikke, hvor interessant det er for andre end os selv, men det er blevet en vane, det at skrive rejsedagbog, og hvis jeg ikke havde gjort det gennem de sidste ca. 20 år, ville vi slet ikke kunne hitte rede i, hvad vi oplevede hvor og hvornår.

Det er blevet til nogle rejser gennem årene, og med rejsebeskrivelserne er der holdepunkter, så man kan drømme sig tilbage med styr på fakta.

Gode minder er ikke værst.

Den kattens mus

Læs resten

Mistanker

Mit hanmenneske sidder i lænestolen og drikker sort vand. Hans mage lukkede mig ind for lidt siden og gav mig morgenmad.

Katten Tot

Nu er hun gået ind i regnværelset. Det gør de hver morgen. Mennesker er underlige.

Jeg får hanmennesket til at åbne terrassedøren, men stivner i dørsprækken: Det regner, og jeg kan ikke fordrage regnvejr. Jeg vender om og løber ud i køkkenet.

Jeg kalder, og hanmennesket kommer. Han kalder mig et fjols og åbner køkkendøren. Her regner det også. Jeg kunne prøve hoveddøren, men beslutter mig for vente.

Jeg havde ellers glædet mig til at besørge i naboens toilet. Det er stort, firkantet og med sort muld, som er dejlig løs, når jeg når til jordpåkastelsen. Om sommeren er planterne lidt i vejen, men han fjerner nogen af dem, når de begynder at fylde for meget, så det går.

Her i min egen have er der ikke et toilet så fint, men haven er min, og det får strejfere at vide. Undertiden bliver det til slåskamp og katar.

I havereviret og nabohaverne jager jeg også mus, det er min livret. Jeg kan også godt lide fugle, men de er ikke så nemme at fange. Solsortene er for kvikke, og skaderne skælder ud, så man får ondt i hovedet.

Da jeg for snart 7 år siden valgte at lade mig fodre her, sagde jeg ikke så meget, men siden har jeg øget mit mjavforråd. Jeg har nemlig fundet ud af, at mislyde stimulerer mennesker til at åbne døre, servere godbidder og lukke mig ud og ind igen. Især hunmennesket har god misforståelse.

Hanmennesket siger, at jeg ikke er et miskendt geni, men sød alligevel. Jeg ved ikke, hvad han mener med det, men jeg ved, at de taler til mig, når de siger ”Misser”, og hvis det er hunmennesket, kommer jeg, for så er der gerne godbidder i farvandet.

Gad vide, hvad de gjorde præmissen, altså før mig? Spiste de mon det hele selv?

Nå, det er tid til en lur. Jeg skulle jo gerne være frisk til i nat.

/Eric