Lad det være en lære. I sidste indlæg vrissede jeg ad efterårets lavtryksvejr, og i dag har det været flot med blå himmel de la creme.
Da der tilmed er hviledag i VM-matchen (i skak), var der ingen undskyldning for ikke at gøre noget ved nedfaldsæblerne, et projekt jeg ellers drevent har udskudt.
Det er helt ufatteligt, hvad det lille æbletræ har båret af frugt i år. Egentlig er det ikke så lille, men det kalder vi det, fordi der engang stod et større ved siden af.
Det store tiltede af alderdom for nogle år siden, og selvom det nu er væk, hedder det tilbagestående stadig ”det lille æbletræ”.
Der er kogt grød og mos, Helle har haft poser med på arbejde, og der er et par spande til endnu mere mos og grød, men ikke desto mindre var græsset under træet dækket af æbler. 5½ trillebørfulde kørte jeg på kompostbunken, så nu kan fuglene skide tyndt det meste af vinteren.
De fleste himmelstormende æblegrene blev studset, og i den synkende sol (hvad synker den?) rev jeg græsplænen for vandgranens nåle. 2 sække blev det til.
I morgen ryger de ud med storskrald ligesom alt det ulæste valgmateriale. Jeg vil have et skilt på postkassen: ”Læg venligst valgløfter i containeren til papir”.
En kinesisk vandgran smider nålene om efteråret. Hvorfor den ikke kan være stedsegrøn som andre anstændige graner, ved jeg ikke. Måske gik den på en dårlig planteskole.
Det er det samme cirkus hvert år, og hvis den ikke var kattens foretrukne hvæssetræ, var den endt som pejsebrænde. Der er stadig masser af nåle på træet, så det er ikke slut.
Nu er jeg træt. Det bliver jeg af havearbejde, allerede før jeg begynder. Man skal lære hele livet, og før jeg brokker mig over efterårsvejret næste gang, sørger jeg for at planlægge noget uopsætteligt.
/Eric