Man kan vænne sig til meget, men jeg vænner mig aldrig til at få kraniet forvandlet til resonansbund for tandlægens højfrekvente redskaber.
”Vi skal liiige have taget et par røntgenbilleder, det er 3 år sidst. – Det har du vel ikke noget imod?”
Det har min tegnebog i høj grad, men hvad ved den om tandpleje og diagnostiske hjælpemidler? Så jeg trækker på skuldrene, hvilket er lidt af en bedrift, når man ligger i limbo på en tandlægestol.
Undersøgelsen afslører ingen huller, men der er knækket noget af en kindtand, og det er bedst at få lavet en plastfyldning, får jeg at vide.
”Skal du have bedøvelse?” spørger hun, og jeg svarer: ”Ja, hvis det gør ondt!”
Jeg plejede at være ret sej til det uden bedøvelse, men sidst hun borede for nogle år siden, ramte boret et eller andet, så jeg nær havde ramt loftet.
Aldrig har jeg følt så intens smerte, og jeg tænker uvilkårligt på Maratonmanden, som blev filmatiseret med Dustin Hoffman i hovedrollen (hovedpersonens tænder torteres af en nazistisk tandlægekrigsforbryder).
Boremaskinen slippes ikke løs i dag, men tandrensningen slipper hvepse løs i mundhulen. Jeg ved ikke, hvad instrumentet hedder, men det føles og lyder som en vinkelsliber, når det fræser emaljen. Tobak, kaffe og rødvin nydes ikke ustraffet.
Det offentlige tilskud til tandrensning går nu til fængselsvæsnet, og tandrensningen løber op i 307,13 kr. (komma tretten). Det med fængselsvæsnet er ingen joke, men destilleret politikerlogik i finansloven for 2013.
Nu skal jeg bare have aftalt en tid til plastfyldningen, som koster 1175 minus 96,05 (komma nul fem) i tilskud. Skal jeg tage bedøvelsen til 280 (komma nul nul)? Eller skal jeg spare den og risikere, at tandlægestolen igen forvandles til katapult?
Åh, disse svære beslutninger …
/Eric
Der er nu så mørkt om morgenen, at det slet ikke er morgen, for per definition er det nat fra solnedgang til solopgang. Siden slutningen af september er jeg derfor taget på arbejde om natten med ekstra lys på cyklen, neonvest og trafiktunede reflekser.