Begravelser gør mig altid tyndhudet og eftertænksom for en tid. Der er sorg i varierende grad, men også spørgsmål der melder sig. Hver gang.

Vi ved alle, at turen kommer til os. For nogen kommer døden som en befrielse, men for andre kommer den for tidligt – alt for tidligt.

Man må forvente, at de gamle dør, men mange af mine jævnaldrende eller yngre familiemedlemmer/venner/bekendte/kollegaer er døde lang tid før.

Det kommer som et chok hver gang. Når det sker, får jeg en rasende følelse af uretfærdighed, for der var så meget, han/hun endnu ikke …

Men livet er ikke et spil med regler om fair play. Nogle mennesker selvdestruerer på den ene eller anden måde, men ellers er utidig død bare en nitte i lotteriet. Ingen ved, hvornår taletidskortet udløber. Sådan er det bare.

Det må man indrette sig på. Der er ingen universalopskrift på hvordan, det vigtigste er bare at erkende, at turen kan komme til dig i morgen – også af hensyn til de efterladte.

Jeg mener ikke, at man skal gå rundt og leve, som om hver dag var den sidste – det giver i bedste fald kun overtræk på bankkontoen, men mange laller sgu’ rundt, som om de skal leve evigt.

Måske er det godt at spørge sig selv, hvad man ville fortryde, hvis … og hvad kan jeg så gøre ved det? Hvis man ikke ville fortryde noget, har man enten haft et godt liv, hvor intet er på venteliste, eller også mangler man fantasi. Det sidste er sandsynligt.

Det er frygtelig banalt, det jeg lige har skrevet, men det kommer alligevel på bloggen. Så kan jeg med god ret sige, at jeg også har været dødkedelig.