Tag-arkiv: Livet

Livets flygtighed

17 svar

I dag blev en tidligere kollega bisat, og jeg blev igen mindet om livets flygtighed. Jeg grubler dog ikke over meningen, den finder jeg ikke.

Kiste

A.’s liv sluttede brat. Måske var det en blodprop, jeg ved det ikke. Han blev 69.

Jeg kendte ham ikke godt nok til at skrive mindeord; det tilkommer ikke mig. Men jeg mindes ham. Det jeg kendte, holdt jeg af.

Han var en god og hjælpsom kollega, havde humor osv. Jeg kunne godt fortsætte, men det var det, der ikke tilkom mig. Der kom en del tidligere kollegaer til bisættelsen, og det siger mere end mange ord.

For nogle år siden blev A. livstruende syg og kom i behandling. Han boede tæt på fabrikken og besøgte os af og til. Han fortalte, hvordan jobcentret var ved at drive ham til vanvid med deres arbejdsprøvning, og hvad ved jeg.

Læs resten →

Det lysner

13 svar

Havstokken ved solnedgang på Telendos
Onsdag vågnede jeg tidligt, den slags uheld sker, og jeg tog på arbejde et kvarters tid før normalt.

Himlen havde lige skiftet sin sorte kappe ud med en mørkeblå, så solsorten på tagryggen var synlig i silhuet. Jeg så op, fordi han bød lyset velkommen med sang.

Der var nye mennesker på ruten. Jeg så ikke de to kvinder på vej mod busstoppestedet og heller ikke manden med den gyldne retriever.

Som normalt lagde jeg cyklen ud på vejens midte før en bestemt sidevej for at undgå den kvindelige kamikazecyklist med hvid cykelhjelm, men hun torpederer ikke vigepligten så tidligt.

Jeg kørte samme vej som altid, men et kvarters tid var nok til at ændre den. Nye mennesker, andre trafikanter. Bare fordi jeg vågnede tidligt. Læs resten →

Begravelser og eftertanker

10 svar

Begravelser gør mig altid tyndhudet og eftertænksom for en tid. Der er sorg i varierende grad, men også spørgsmål der melder sig. Hver gang.

Vi ved alle, at turen kommer til os. For nogen kommer døden som en befrielse, men for andre kommer den for tidligt – alt for tidligt.

Man må forvente, at de gamle dør, men mange af mine jævnaldrende eller yngre familiemedlemmer/venner/bekendte/kollegaer er døde lang tid før.

Det kommer som et chok hver gang. Når det sker, får jeg en rasende følelse af uretfærdighed, for der var så meget, han/hun endnu ikke …

Men livet er ikke et spil med regler om fair play. Nogle mennesker selvdestruerer på den ene eller anden måde, men ellers er utidig død bare en nitte i lotteriet. Ingen ved, hvornår taletidskortet udløber. Sådan er det bare.

Det må man indrette sig på. Der er ingen universalopskrift på hvordan, det vigtigste er bare at erkende, at turen kan komme til dig i morgen – også af hensyn til de efterladte.

Jeg mener ikke, at man skal gå rundt og leve, som om hver dag var den sidste – det giver i bedste fald kun overtræk på bankkontoen, men mange laller sgu’ rundt, som om de skal leve evigt.

Måske er det godt at spørge sig selv, hvad man ville fortryde, hvis … og hvad kan jeg så gøre ved det? Hvis man ikke ville fortryde noget, har man enten haft et godt liv, hvor intet er på venteliste, eller også mangler man fantasi. Det sidste er sandsynligt.

Det er frygtelig banalt, det jeg lige har skrevet, men det kommer alligevel på bloggen. Så kan jeg med god ret sige, at jeg også har været dødkedelig.