I dag blev en tidligere kollega bisat, og jeg blev igen mindet om livets flygtighed. Jeg grubler dog ikke over meningen, den finder jeg ikke.
A.’s liv sluttede brat. Måske var det en blodprop, jeg ved det ikke. Han blev 69.
Jeg kendte ham ikke godt nok til at skrive mindeord; det tilkommer ikke mig. Men jeg mindes ham. Det jeg kendte, holdt jeg af.
Han var en god og hjælpsom kollega, havde humor osv. Jeg kunne godt fortsætte, men det var det, der ikke tilkom mig. Der kom en del tidligere kollegaer til bisættelsen, og det siger mere end mange ord.
For nogle år siden blev A. livstruende syg og kom i behandling. Han boede tæt på fabrikken og besøgte os af og til. Han fortalte, hvordan jobcentret var ved at drive ham til vanvid med deres arbejdsprøvning, og hvad ved jeg.