Nedenstående billede af katten og æslet er hverken taget med kameraets kæledyrsindstilling eller smiludløser. Det er bare taget.
Og så ikke mere snak om det nye kamera. Billeder taget i dag ville også bare blive tågede. Her i Aalborg er tågen blevet tykkere og tykkere i dagens løb, og jeg har stukket næsen i sky.
I dag har jeg leget med det nye lommekamera, SONY DSC-HX9V. Jeg er tilfreds med kvaliteten, og vidunderet har en masse forskellige funktioner.
Når man får sådan et nyt stykke elektronik i hånden, skal man jo lige finde ud af, hvad det kan, og hvordan man gør. Det kan der gå rigtig meget tid med.
Jeg er tilfreds med kvaliteten, og det er vigtigere end nok så mange fantasifulde funktioner. Dog savner jeg at kunne justere hvidbalancen, som når jeg tager billeder i RAW-format med spejlreflekskameraet.
Men man kan ikke få alt, selvom der er presset imponerende megen teknik og ”intelligens” ned i sådan en stump kamera.
Video i HD og med stereolyd kommer jeg næppe til at bruge meget, men man kan jo aldrig vide. Der er en stribe makroer (hedder det vist) til forskellige motiver og lysforhold. Den specielle indstilling til strandbilleder med blåt vand må jeg huske til Grækenland.
Indstillingen til fyrværkeri har jeg allerede glemt, men kæledyrsprogrammet skal prøves, når katten Tot kommer på besøg i ordentlig belysning. Opskriften til madbilleder kan jeg hurtigt finde i menuen.
Jeg spærrede øjnene op, da jeg så, at kameraet minsandten kan holde øje med, om folk blinker! Så nu er det slut med øjeblinksbilleder.
Det meste af tiden vil jeg dog bare bruge standardindstillingen, og smiludløseren forbliver deaktiveret. Ja, du læste rigtigt: Kameraet kan sættes til at udløse, når det ser et smil.
På en måde er det altså bare for meget – som om de gør det, bare fordi de kan. Med smiludløser kan man sgu’ vente længe, hvis man vil fotografere det sidste blad på æbletræet.
Men måske det virker, når katten gaber?
Det gamle lommekamera opgav ævred, så jeg har købt et nyt, da det ikke altid er lige praktisk at slæbe rundt på det store spejlreflekskamera.
Batteriet lader og lader og lader
Det gamle Pentax Optio, som jeg købte i 2001 eller 2002, kunne ikke mere. Adskillige af de billeder, jeg tog på turen til England, var ikke at finde på hukommelseskortet, og det var temmelig træls. Så nu skulle der findes en afløser.
Jeg orienterede mig på nettet og læste diverse tests. De fleste moderne pocketkameraer tager sikkert glimrende billeder, men jeg udvalgte mig nogle kandidater, tog til byen og vendte hjem på samme busbillet med et SONY DSC-HX9V.
Bag det lidet charmerende navn gemmer sig tilsyneladende et teknisk vidunder med video, GPS og hvad ved jeg. Manualen er ikke helt så diger som ”Krig og Fred”, men beskrivelsen af de mange funktioner og indstillingsmuligheder fylder en del.
Jeg valgte netop det kamera, fordi billedkvaliteten har fået rosende omtale, og her tænker jeg ikke på de 16 megapixel, som er overkill, medmindre man laver plakater, men på ting som billedstøj og den slags.
Det er bare pokkers, at batteriet iflg. sælgeren skal lade op i mindst 6 timer den første gang. Så er der mørkt, før jeg kan begynde at lege!