Tag-arkiv: Fyringsrunde

Afskaf vinteren med næste fyringsrunde

Ja, ja – sneen ser køn ud på billeder og den slags, men nu må poesien gerne smelte. Smelt! Chop, chop!

snetot

Sne antager de mærkeligste former.

***

Det eneste poetiske, jeg kan forbinde med sne i øjeblikket, er Skjoldborgs omkvæd: ”med min hakke, min skovl og min spade.” Jeg kan efterhånden ikke udstå synet af min sneskovl.

Det er også besværligt at komme på arbejde. Hvor cykelstien blev ryddet, kom der prompte en fejemaskine, som dyngede den til med sne og sjap fra vejen. Nu er cykelstien en gletsjer, der aldrig kælver.

Det tager knap 45 minutter at spadsere på arbejde, og det er træls. I kulden skrumper blæren ind til en ært, og når man endelig er fremme, skal man pakkes ud, før trykket kan lettes.

En nærliggende konspirationsteori er, at Sundhedskommissionen står bag for at tvinge os til strabadserende spadsereture og redskabsgymnastik på fortovet. Den har jo altid gerne villet tvinge os til et sundt og trist liv.

Jeg er et tolerant menneske, og for børnenes skyld kan jeg sagtens gå med til sne en weekend om året, men nu er det gået for (h)vidt. Børnene må klare sig med en tur i skøjtehallen eller en skiferie, hvis forældrene har råd.

Jeg anbefaler varmt at afskaffe vinteren med næste fyringsrunde.

Fyringsrunde på cementfabrikken Aalborg Portland

Så faldt kriseøksen. 126 kollegaer blev fyret i torsdags. Det er mere end 1000 års erfaring, som nu er væk, og mere end hver fjerde af de ansatte.

Alle mærkede, det trak op. Svigtende afsætning og fyldte lagre stoppede den ene mægtige cementovn efter den anden og lagde møllerier i mølpose.

Alle så, hvor det bar hen, og hørte med undren politikere tale højt om manglende hænder og hu-hej, hvor det går!

Alle fornemmede, at noget ville ske, og så blev det varslet.

I tiden op til dagen var der lukkede døre og lederansigter mærket af søvnmangel. På gulvet var der resignation og galgenhumor. Frygten og nervøsiteten nagede – var det dog bare overstået!

Så kom dagen

En kold tåge hænger over fabrikken, og på afstand kan man ikke se, om skorstenene ryger.

Folk kaldes ind og kommer ud med sedlen. Ind, ud, ind, ud… “Er det mon min tur nu?” – tænker man, når telefonen ringer.

Jungletrommerne går: ham og ham, hende og hende. Klokken 10 er det slut. De tilbageblevne ånder lettet op.

Tabslisten offentliggøres over middag. Man læser med tilbageholdt åndedræt og føler sig irrationelt skyldig, fordi man har overlevet.

Heldigvis er langt de fleste fritstillet, så pinen ikke trækkes i langdrag, men hvor er listen dog lang. Der er mange andre virksomheder, hvor hjulene går i stå – mange andre lister. Hvor skal det ende?

Ledelsen siger, det er nødvendigt, og det er det jo nok. Det kan jeg ikke vurdere. Jeg ved dog, at der ikke er 1000, ja end ikke få års erfaring at finde, den dag bøtten vender, og man måske igen får brug for flere hænder.

Tågen lettede aldrig den torsdag.

/Eric