Ja, ja – sneen ser køn ud på billeder og den slags, men nu må poesien gerne smelte. Smelt! Chop, chop!
Sne antager de mærkeligste former.
***
Det eneste poetiske, jeg kan forbinde med sne i øjeblikket, er Skjoldborgs omkvæd: ”med min hakke, min skovl og min spade.” Jeg kan efterhånden ikke udstå synet af min sneskovl.
Det er også besværligt at komme på arbejde. Hvor cykelstien blev ryddet, kom der prompte en fejemaskine, som dyngede den til med sne og sjap fra vejen. Nu er cykelstien en gletsjer, der aldrig kælver.
Det tager knap 45 minutter at spadsere på arbejde, og det er træls. I kulden skrumper blæren ind til en ært, og når man endelig er fremme, skal man pakkes ud, før trykket kan lettes.
En nærliggende konspirationsteori er, at Sundhedskommissionen står bag for at tvinge os til strabadserende spadsereture og redskabsgymnastik på fortovet. Den har jo altid gerne villet tvinge os til et sundt og trist liv.
Jeg er et tolerant menneske, og for børnenes skyld kan jeg sagtens gå med til sne en weekend om året, men nu er det gået for (h)vidt. Børnene må klare sig med en tur i skøjtehallen eller en skiferie, hvis forældrene har råd.
Jeg anbefaler varmt at afskaffe vinteren med næste fyringsrunde.