Da jeg kom hjem, lå der i postkassen et seddel fra en polsk studerende, som tilbyder rengøring, madlavning, babysitning m.m.

Siden jeg læste min første Peter Wimsey-kriminalroman, har det været en uindfriet drøm at få en butler.

Sådan en der varmer barbervandet til den rette temperatur, finder tøj frem om morgenen formiddagen, står klar med de varme tøfler og dekanterer årgangsportvinen over et stearinlys.

Men økonomien har ikke rigtig været til det. Vi har heller ingen Bentley, han kan køre os rundt i, og en rickshaw kan man ikke byde en rigtig butler.

Så med økonomisk realitetssans er Gabrielas tilbud om hushjælp ikke så ringe. Der er sikkert også krummer i en pige, som tager fra Polen til Aalborg for at studere, og som er parat til at arbejde ved siden af.

Og vi kunne gøre brug af hendes hjælp. Helle stryger, men uden begejstring, og det med rengøring og vinduespudsning går vi heller ikke til med sang. Maden ville vi dog fortsat selv lave, det morer og interesserer os (for det meste).

Babysitning og bilvask er ikke aktuelt, opvask klarer Marie (opvaskemaskinen) og at gå tur med katten Tot er mildt sagt en udfordring. Han kan finde på at gå tur med os, men det er en anden snak.

En husalf ville ikke være så tosset, men ret beset har vi nok mere brug for en havemand.

Jeg ønsker dog Gabriela det bedste, og har af diskretionshensyn fjernet hendes telefonnummer.

/Eric