Jeg havde godt hørt om selfiestænger, men havde ligesom rystet det ud af bevidstheden som noget narreværk, indtil jeg så dem i brug på Leros.
Så længe billedkunsten har eksisteret, har kunstnere lavet selvportrætter; men der er sgu et stykke vej fra at male et selvportræt med sans for detaljen og så til at tapetsere internettet med fotos af sit åbne ansigt.
Hvad denne trang til repeterende selviscenesættelse bunder i, er der sikkert allerede skrevet afhandlinger om. Jeg forstår den rent abstrakt, men uden indlevelse.
Hvis det drejer sig om selviscenesættelse, er selfiestangen også en logisk forlængelse af de for korte arme, som ikke tillader, at noget af det UDEN for fjæset kommer med. Det er jo svært at iscenesætte noget uden scene.