Jeg får af og til venneanmodninger på Facebook fra personer, jeg ikke kender, og de skriver ikke et ord om, hvorfor netop vi skulle knytte venskab.

Jeg er helt på det rene med, at venskaber på sociale netværkssider kan være uforpligtende, og jeg har da også adskillige venner på Facebook, som ikke er sådan rigtige venner.

Men jeg synes alligevel, at man som udgangspunkt skal have et eller andet til fælles, så når en vildfremmed sender en ukommenteret venneanmodning, spørger jeg altid mig selv:

Hvorfor vil han/hun mon være ven med mig?

Når man så klikker ind på profilen, ser man ofte, at det er en vennesamler med mange hundreder, ja tusinder af venner.

Jeg er ikke psykolog og ved ikke, hvad der driver dem. Jeg trækker bare følehornene til mig og undlader ubesværet at besvare anmodningen.

Det ville jeg ikke kunne gøre helt så nemt, hvis de havde skrevet noget venligt.

Vi har med sikkerhed ikke løbet samme maraton eller været til samme koncert med Metalknuserne, men så bare et eller andet om at jeg f.eks. ser rar og intelligent ud.

Hvis man ikke kan finde på andet, kan man komme langt med smiger; men for nogle rækker fantasien ikke længere end til at trykke på en knap.