Det var vist i 69. En af de tidligt udviklede blomster, Eva, kom til at sige ”du” til vores tysklærer.
I hvilken rendesten har vi drukket dus?
faldt øksen omgående.
Så var hun sat på plads. Et hoved kortere. Stakkels blomst.
Det var vist i 69. En af de tidligt udviklede blomster, Eva, kom til at sige ”du” til vores tysklærer.
I hvilken rendesten har vi drukket dus?
faldt øksen omgående.
Så var hun sat på plads. Et hoved kortere. Stakkels blomst.
Ja, det var en anden tid, og vi var bestemt ikke dus på folkeskolen i Aalborg. Endnu.
Læreren var såmænd dygtig til tysk og til at lære fra sig (om tysk), men han var en hidsig stivstikker.
Han deltog mange år senere, da realklassen fejrede 25-års jubilæum. Da havde han fået runde hjørner og glimt i øjet. Jeg tror slet ikke, han ænsede, at vi nu sagde du til ham.
Udviklingen kører konstant, men nogle kommer med et senere tog end andre.
Nu har tysklærere vist altid været ekstra slemme…
I 1969 startede jeg i 1. g, hvor vi fra dag et var dus med alle lærerne; de fleste af dem tiltalte vi dog med deres efternavne – vi var kun på fornavn med ganske få i starten, men det ændrede sig i løbet af de tre år; nok mest i forhold til de yngre lærere.
Dette var på det dengang meget moderne Køge Gymnasium. Mit gæt er, at forholdene kan have være ganske anderledes i Jylland?
På kommentatorens skole kunne det i samme tidsalder inkassere en lussing. Fysisk eller psykisk afstraffelse på ungdommelig jovialitet, tja!
Vi må håbe, at den (over-) modne Eva er blevet vandet og er velfungerende i dagens anderledes disciplinære hverdag.
Uha da da…Sikke en “pædagog”. Jeg husker den tid med lidt modsat fortegn: Vi begyndte at få “moderne” lærere, der ville have, at vi kaldte dem ved fornavn og sagde “du” til dem. Det havde jeg umanerligt svært ved. Jeg blev en sand mester i at formulere mine sætninger, så jeg undgik det. F.eks. “Kan jeg få den her stil rettet” for at undgå “vil du/De rette min stil”. Jeg kunne simpelthen ikke få mig til at være så familiær med lærerne. Men det gik da over igen! Ellers er det jo også sådan, at der er folk, der er så ringe, at man ikke vil være dus med dem, men det er noget helt andet.
Uha, det var ydmygende – jeg husker også smålige mennesker af hans støbning fra den tid …