På Tenerife så jeg en lukket dansk restaurant. Facaden lå i ruiner og gjorde mig nysgerrig: hvilken historie gemte sig her? Det spørgsmål har jeg nu fået svar på.
I en lille sidegade i Puerto de la Cruz opdagede jeg en lukket dansk restaurant, Casa Tina. Det var i december sidste år. Facaden lå i ruiner. Noget af skiltet manglede, og malingen med graffiti skallede af.
På den låste dør var der mærkater fra Larsen Rejser, Spies m.fl., som anbefalede stedet. Mærkaterne var fra midten af halvfemserne.
Det vakte min nysgerrighed. Hvilken historie gemte sig mon bag den låste dør og den ramponerede facade?
Jeg gættede på et ægtepar, som solgte alt herhjemme og udlevede deres drøm om et liv under sydens sol. Restauranten og danske turisters hunger efter frikadeller med brun sovs gjorde det muligt, fantaserede jeg om på rejsebeskrivelsens side om Puerto de la Cruz.
Garvede Tenerife-farere har siden fortalt mig noget af den rigtige historie om Tina og hendes mand Steen, som i mange år drev Casa Tina. En historie om munterhed og glade dage som sluttede for nogle år siden, da Tina blev taget af det store C.
Mine gætterier var ikke så fjernt fra virkeligheden, for det er også historien om en generation (eller et segment) af danske turister, som ikke var så vilde med spansk mad, men foretrak stegt flæsk med persillesovs, frikadeller og marinerede sild.
Med disse nye oplysninger har jeg nu skrevet et efterskrift på siden om Puerto de la Cruz, og der kan du læse mere om Casa Tina og se gamle billeder fra 1983, som en læser venligt har stillet til rådighed.
Min farfar havde restaurant der før Casa Tina 🙂
Hvor spændende! Jeg havde slet ikke tænkt på, at stedet kunne have en endnu længere fortid, men selvfølgelig kan det det.
jeg var barn på Tenerife da din farfar Erik og Grethe åbnede restauranten der hed Escandia den gang. den åbnede i 1974.
jeg gik i klasse med Grethes datter.
Tina og Steen der senere købte restauranten havde en datter som jeg også gik i klasse med.
Endnu en brik til stedets historie. Tak for det!
Erik, du har sikkert ret. Alligevel pirrer det min nysgerrighed gevaldigt, når jeg ser sådan en “gravsten”, og jeg føler nyfigen fryd, når det lykkes at finde ud af noget om de mennesker, som stod bag, og det liv, som udspillede sig.
Følelsen er egentlig den samme, uanset om det er en dansk restaurant i Spanien eller en villa i Herculaneum.
Kommentatoren, der har rejst hhv. til (stortset) alle Canarieøerne, Mallorca samt Costa del Sol kan nikke genkendende til denne historie.
Navnene er anderledes, men regi, madkort og dansk “nybygger-” gemytlighed er den samme. For en del år siden kaldte denne kommentator det lidt respektløst for “frikadellens flugt”.
Egentlig kan det være deprimerende at opleve disse hensunkne – tidligere – humørfyldte danske “tankstationer” i spanske regier. Adskillige af disse “restaurant-gravstene” er også oplevet på udvalgte spanske spots gennem de seneste ca. 10 år.
Den nuværende spanske økonomiske krise tilsiger, at “Casa Tina in memoriam” blot er/bliver een af mange.
Billederne på blogejerens hjemmeside giver et fortrinligt stemningsindtryk, der desværre er mere eller mindre historisk anno 2010.