Venedigs magi mærkes i gydernes og kanalernes labyrint og ikke på Markuspladsen eller ved Rialtos souvenirboder.
Forleden var der postkort fra Venedig. E. skrev:
“Ikke om jeg fatter hvorfor I har været her to gange! Der er alt for mange turister både med og uden bagage. Ind imellem kan man være heldig og slippe væk i nogle små gyder og stræder.”
Hun er så rask! Hvad havde hun forventet? Og når hun fandt løsningen, hvorfor brugte hun den så ikke?
Vel er der mange turister i Venedig. Det er der i så mange byer, og turisterne flokkes ved de ”store” seværdigheder. Sådan er dét.
Lige så sikkert er det, at bevæger man sig lidt væk fra byernes turistarterier, falder der ro på, og man fornemmer atmosfæren langt bedre, end hvor lemmingerne myldrer. Det gælder overalt.
Venedig fortryller ikke med Markuspladsens pomp og duesværme eller med Rialtobroens souvenirboder.
Lader man sig derimod suge ind i gydernes og kanalernes labyrint, mærker man byens magi og kan føle sig hensat til 1700-tallet, hvor Casanova gik den tunge gang over Sukkenes Bro til fængslet.
I labyrinten er der stille og kun få turister. Huse spejler sig i blanke kanaler, og krogede gyder lokker dig på afveje blandt spændende småbutikker og palæer i afglans.
Overalt er der en rigdom af detaljer, og man kan dvæle på små piazzaer, der hvisker deres historie, mens man nyder en Spritz.
Venedig er en fornem gammel dame, og går du for rask, når hun ikke at spinde sin magi. Det var fortryllelsen, der førte os tilbage og som kan få os tilbage igen. Venedig er hamrende romantisk, hvis man tager sig tid.
Det var pænt af E. at sende et postkort, og det er synd, hvis ferien skuffer.
Hun var 1½ dag i Venedig, hvorfra hendes krydstogt udgik. Der er vel 3 – 4000 andre turister på skibet. Mindst.
Ja, Venedig er unik i ordets egentlige forstand. Priserne er høje, og alt for mange restauranter er for ringe; men det følger med.
Jeg vender tilbage på et tidspunkt, blot ved jeg ikke hvornår.
Vi har været i Venedig to gange, for første gang betog den os voldsomt meget. Charlotte, som da var 13 år, standsede midt på et stille, lille torv væk fra turistmylderet og erklærede: “Her vil jeg bo!” Det kom som bekendt til at gå hende anderledes, men anden gang kørte vi en meget lang omvej på vores ferie, fordi hun så brændende ønskede at gense byen – da var hun 17 og slet ikke mindre betaget. Sådan havde vi andre det nu også.
Jeg har en kollega, som gennem godt 20 år tog til Venedig hver april. De må også have kunnet lide byen 🙂
Det var fine billeder du brugte, både de rigtige og metaforen.
Pinligt – den hvide stol så jeg slet ikke. Den er skøn!
@ Hanne
Ja, den med bussen har vi også brugt!
Da jeg tog kanalbilledet, var det først og fremmest spejlingen, der fangede, men hvorfor hænger den hvide stol på muren? – En venetiansk detalje…
Jeg kunne ikke være mere enig! Nu har jeg aldrig været i Venedig, men mønsteret er jo det samme for alle berømte byer, hvor man aldrig kommer til at være den eneste turist. Selv har jeg brugt meget at tage en eller anden helt tilfældig bus og køre med den til endestationen og så køre tilbage til udgangspunktet. Det er simpelthen en herlig måde at se helt andre dele af en by på. Så kommer man ud i forstæderne og ser, hvordan ganske almindelige mennesker i dén by bor.
I øvrigt er det et skønt billede med kanalen!