Om typer af mod – dansk er en svær en X

Mod indgår i mange danske ord, som ikke har noget med mod at gøre, og det er med til at gøre dansk til en svær en.

Mod er mental styrke til at gøre noget, som indebærer risiko for en selv, og hvis risikoen er rigtig stor, kan der sågar være tale om heltemod.

På dansk er det lidt forvirrende, at mod også har en anden betydning. Jeg gældsætter mig, hvis jeg stifter gæld, og man skulle tro, at jeg modsætter mig og bliver modsat, hvis jeg sætter mig op til at være modig, men det er ikke tilfældet.

At modsige nogen er ikke nødvendigvis dristigt, og modstanden er absolut ikke en samfundsklasse af særligt modige mennesker.

Reglen er, at når et ord starter med mod, er mod en præposition, som angiver en retning eller bevægelse, og hvis det slutter med mod, er det et navneord som beskriver en bestemt slags mod (f.eks. mandsmod).

Det er derfor forvirrende, at der findes typer af mod, som slet ikke er rigtig mod. Således har mismod intet med mod eller katte at gøre. Armod er ikke noget, der udvises af knivkæmpere eller soldater, og vemod er ikke mentalstyrke til at modstå smerte – hverken i almindelighed eller hos fødende kvinder.

Ord afspejler begreber – dem der er eller har været. Så når et fuldgodt ord ikke findes, er det gerne tegn på, at begrebet ikke findes i virkeligheden og derfor aldrig skal beskrives. Der er derfor ord, jeg ville ønske eksisterede.

Et godt eksempel herpå findes (ikke) i politikkens verden: Ministre har som regel masser af gåpåmod, men aldrig gåafmod.

4 thoughts on “Om typer af mod – dansk er en svær en X

  1. Eric Bentzen

    @ Ellen
    De politikere må lægge ryg til meget og ikke ganske ufortjent. Manglende gåaflyst, -mod, -erkendelse, -timing. You name it.

    Nogen har heller ikke tålmod, men er decideret intålerante 😎

    Svar
  2. Ellen

    Mon ikke det nærmere er en gåaflyst, der mangler hos politikere?
    Bortset fra dette indrømmer jeg – slet ikke modstræbende – at du er modbydeligt god til at modellere (øv, den var modbydeligt dårlig) med ordene i det danske modersmål.

    Svar
  3. Søren

    Jens Otto Krag må være undtagelsen, der bekræfter reglen. Han havde i høj grad gåafmod. Dagen efter folkeafstemningen om EU den 2. oktober 1972 overraskede Jens Otto Krag alle ved at meddele, at han gik af som statsminister 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *