Hvor blev tiden af? Spørger vi, som om den gemmer sig under sofaen. Hvornår begyndte tiden at gå? Eller gik den allerede før Big Bang?
Mange tænkere har taget sig tid til at filosofere over tid. Aristoteles og Newton for bare at nævne to, og man skal sikkert være godt begavet for ikke at blive tosset af det.
Så det lader jeg være med, men det er harmløst at lege med ordene og paradokserne.
Tid er centralt for meget, og meget giver kun mening som funktion af tid. Tid fylder sproget og fragmenterer vores liv.
Vi har tid til næsten alt: Sommertid, spisetid, agurketid, krisetid, kvalitetstid, sengetid – fortsæt selv. Vi har endda tid til det tidløse og overtid til det, vi ikke har tid til.
Alting tager tid, og alligevel bruger man tidtagere og tidsrøvere. Tid kan være et flydende begreb, og det må være den tid, vi spilder. Som kaffe af et timeglas.
Tiden går uden ophør og er irreversibel. Alligevel siger vi af og til, at den står stille, og nogen vil sågar skrue tiden tilbage. Det er umuligt, men alligevel eksisterer Det Konservative Folkeparti.
