Tag-arkiv: Tid

Efterløn og frihed

Jeg har lagt bogen fra mig. Jeg er lige begyndt på den, og beskrivelsen af en ældre mand fik mig til at tænke over livet som efterlønner.

Rosenblomst

Klatrerosen (eller slyng-?) har smukke blomster lige nu, men må lade livet, når haven skal saneres.

Jeg gik på efterløn for et øjeblik siden. Om en uges tid har øjeblikket varet et halvt år.

Jeg er blevet hjemmegående, og det er fint nok. Det aflaster også fruen, til det bliver hendes tur til efterløn.

Projekt kælder er stillet i bero. Fasen med at rydde op og smide ud er næsten slut. Derefter skal der males og gøres ved, men sommeren har dømt pause. Når der er sommer, skal man ikke gå og blive kælderkold.

Efterlønnen giver tid til at nyde, at jeg har tid, og at det er min tid.

Læs resten

Synden er sødmefuld

Det er endnu meget nyt, det at være arbejdsfri, men så vidt så godt: Jeg nyder det med kættersk fryd.

Stopur

Stopur er vel passende for en efterlønner.

I dag bør man skamme sig, hvis man ikke arbejder. Sådan er det blevet: Samfundet er arbejdsmarkedsorienteret.

”Det skal kunne betale sig at arbejde,” er politikernes hovedsætning, og i bisætningen skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Medmindre man er rig, naturligvis.

Har man hverken formue eller job, er det syndigt som i gamle dage, og man skal den onde lyne mig gøre noget ved det, hvis man vil undgå ressourceforløb, nyttejob eller arbejdsprøvning.

Og så går jeg her, en arbejdsfør mand på kun 63 somre, og nyder at have reduceret det hellige arbejdsudbud ved at gå på efterløn.

Efterløn

Jeg skammer mig ikke det mindste, tværtimod er synden sødmefuld.

Tiden er min

Læs resten

Tid

Hvor blev tiden af? Spørger vi, som om den gemmer sig under sofaen. Hvornår begyndte tiden at gå? Eller gik den allerede før Big Bang?

StopurMange tænkere har taget sig tid til at filosofere over tid. Aristoteles og Newton for bare at nævne to, og man skal sikkert være godt begavet for ikke at blive tosset af det.

Så det lader jeg være med, men det er harmløst at lege med ordene og paradokserne.

Tid er centralt for meget, og meget giver kun mening som funktion af tid. Tid fylder sproget og fragmenterer vores liv.

Vi har tid til næsten alt: Sommertid, spisetid, agurketid, krisetid, kvalitetstid, sengetid – fortsæt selv. Vi har endda tid til det tidløse og overtid til det, vi ikke har tid til.

Alting tager tid, og alligevel bruger man tidtagere og tidsrøvere. Tid kan være et flydende begreb, og det må være den tid, vi spilder. Som kaffe af et timeglas.

Tiden går uden ophør og er irreversibel. Alligevel siger vi af og til, at den står stille, og nogen vil sågar skrue tiden tilbage. Det er umuligt, men alligevel eksisterer Det Konservative Folkeparti.

Læs resten