Den tid, man spilder, kan ikke tørres op. Den er nemlig væk, gået, og pyt med hvor den gik hen.
Efter godt halvandet år på efterløn har mit forhold til tid ændret sig, og det er vel ikke så underligt, for nu har jeg fritid på fuld tid.
”Vores tid” er fælleseje, men vi har også hver vores helt private tid. Nogen, der ser min bugnende tidslomme, vil nok sige, at jeg har fået mere end godt er, når jeg nu ikke gør min borgerpligt og arbejder, til jeg segner.
Den herskende tidsånd tolererer nemlig ikke skæv tidsfordeling. Tid er kostbar, tid er penge, og når jeg har så rigeligt og ikke bruger den til noget fornuftigt, spilder jeg den per definition og burde betale en tidsregning eller idømmes en tidsbegrænsning.
For min skyld kan tidsånden godt gå igen, jeg bad den ikke komme. Den overser også det faktum, at jeg er arbejdstidløs, men lad det nu ligge.
