I disse tider er der næsten hysterisk fokus på kropsvægt og overvægt, og alt det med vægt og at veje gør ikke sproget lettere.

Sundhedslobbyens succes sætter sit præg på sproget; fx har folketinget indført fedt- og sukkerafgift som nye synonymer for vægtafgift. Kropsvægt er kommet på finansloven, som dog ikke er blevet læse let af den grund.

Nogle mennesker er overvægtige, mens andre er vejet og fundet for lette. Har man en kropslig skæv fordeling af over- og undervægt, er man uligevægtig og må gå balancegang.

Mange dyrker vægttræning, tager på og får vægtfylde. Det kaldes også opvejning, og man overvejer, når man er blevet for tung. Man kan veje for eller imod, bagveje og omveje, men vægttab forbliver en afvejning, og nogen afgiver derfor vægtløfter.

Nogle er tungnemme og tager let på, og tager de let på det, forbliver de evigtunge. Heldigvis er der mennesker, som er glade for deres vægt. Disse huldsalige giver pokker i sundhedsapostlenes præk om kontravægt og polstrer sig ubekymret til alderdommen.

Inden for visse professioner har vægt en særlig betydning. Fx er vægtere en slags vægtvogtere, og lidt morbidt går bedemænd op i dødvægt. Astronauter indtager en misundt særstilling, for de har rumvægt, når de er vægtløse.

Og tag det nu ikke så tungt, jeg er heller ikke atlet, og det var jo bare et indlæg om, hvor svært det kan være.